Rapport: Kvinder finder nettet mere utrygt end mænd

Rapport viser, at kvinder i højere grad er udsat for online-chikane og -misbrug end mænd. Det handler om magtfordelingen i vores kultur, mener forsker.

En ny rapport udarbejdet af forskere fra Data & Society vedrørende online-chikane viser, at internettet er langt mere utrygt for kvinder end for mænd. Det skriver Washington Post.

I rapporten, der udkom i går, står der blandt andet, at kvinder i højere grad censurerer sig selv, fordi de er tilbøjelige til at tage chikanerierne mere personligt end mænd.

Studiet viser, at halvdelen af amerikanske internetbrugere har været udsat for en form for online-chikane. Mænd oplever den samme mængde chikane som kvinder, men kvinder oplever langt grovere krænkelser.

Eksempelvis fortæller hver 10. kvindelige bruger, at de har oplevet chikane af seksuel karakter, hvilket for mændenes vedkommende kun er hver 20. bruger.

Kvinder oplever også, at chikanen foregår over længere perioder, og ofte består krænkelserne i spredning af ubehagelige rygter

Ifølge chefforskeren på rapporten, Amanda Lenhart, er det nogle af grundene til, at kvinders oplevelser på internettet er hårdere, end de er for mænd.

»Den 'taktik', der bliver anvendt i chikanen af kvinder, er mere varieret, længerevarende og ofte designet til at skabe en form for frygt,« fortæller hun til Washington Post og tilføjer:

»I mange tilfælde har chikanen rettet mod kvinder mere vidtrækkende konsekvenser - personlige, finansielle og faglige.«

Magtfordelingen i vores kultur har indflydelse

Rapporten viser, at der er tre gange så mange kvinder som mænd, der har svaret, at online-chikane har været skræmmende.

Mænd er mere tilbøjelige til at sige, at de ikke føler sig generet af en chikanerende adfærd, og er samtidig mindre tilbøjelige til at beskrive deres oplevelser som decideret chikane.

Af alle de personer, der i undersøgelsen svarede, at de havde oplevet chikanerende adfærd på internettet, har 40 procent af mændene svaret, at de har oplevet chikane eller misbrug, hvor det var 50 procent for kvinderne.

Ifølge Amanda Lenhart kan kløften forklares ved, at mænd og kvinder oplever forskellige typer for chikane, men det er også forbundet med, hvem der har magten i vores kultur som helhed.

»Hvis man til dagligt befinder sig i en magtfuld position, har chikane og misbrug ikke samme virkning, som det har på de folk, der til dagligt er underlagt magt og kontrol,« fortæller Amanda Lenhart.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ivo Santos

Jeg respektere kvinder 1200 procent, hvlket alle mænd og drenge også burde gøre.

Når det er sagt, så burde disse kvinder skrive at de bliver seksuelt stimuleret når de pågældende mænd er blevet kastreret.
Det bedste ville da være hvis de selv samme kvinder og piger forslog de pågældende mænd at tage på sygehuset for at blive kastreret!!...

Thomas Pedersen

Kvinder er jo alt andet lige langt mere udsatte, hvis chikanen flytter ud i virkeligheden.

Hvis nogen truer mig med tæsk på nettet, så kan jeg lettere sige "du kommer bare, dit fjols", og tage til Flensborg og købe en totenschläger og en peberspray (i øvrigt begge meget effektive forsvarsvåben til kvinder), og sove roligt. Men i bund og grund er formålet at kalde deres bluff.

Fysisk vold og magt er ultimativt det, folk frygter mest, og her kan ikke ses bort fra at kvinder er værre stillet end mænd. Derfor tror jeg de føler sig mere sårbare, hvis en online konflikt eskalerer.

I øvrigt er ovenstående hypotetisk og ikke noget jeg har været udsat for. Måske fordi jeg ikke debatterer via sociale medier.

Log ind eller Opret konto for at kommentere