Rapport: It-udstyr for 132 millioner i Region Sjælland er købt uden at komme i udbud
En analyse foretaget af Rambøll for Region Sjælland kaster nyt lys over sagen om mulig bestikkelse af indkøbere i regionens it-afdeling. Analysen påpeger, at myndigheden tilsyneladende ikke har sat indkøb for i alt 132,2 millioner kroner i udbud, som ellers skulle have været det.
Over en uspecificeret fokusperiode har analytikerne hos Rambøll kigget nærmere på i alt 160 fakturaer fra regionens it-afdeling.
»Der er i fokusperioden identificeret indkøb som med overvejende sandsynlighed kan kategoriseres som ‘ikke-behørig konkurrenceudsættelse’ for cirka 132,2 millioner kroner svarende til cirka 67 procent af det samlede beløb for de gennemgåede fakturaer,« hedder det ifølge Politiko i analysen
Rapportens opsigtsvækkende fund har fået regionen til at reagere ved at hyre et eksternt revisionsfirma, der nu skal dykke længere ned i de mulige ulovlige kontrakter.
»Det er alvorlige ting, der ligger i den her rapport, hvis det er rigtigt, at vi ikke har indkøbt vores IT på et anerkendt aftalegrundlag. Derfor skal det belyses nærmere,« siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) til Berlingske Nyhedsbureau.
Selvom 20 af de største fakturaer tilhørte den skandaleombruste it-leverandør Atea, er der indtil videre ingen forbindelse mellem de nævnte problematiske kontrakter i Region Sjælland og virksomhedens involvering i sagen.
