Rapport: It-sikkerhed til søs er 'lav til ikke-eksisterende'

Illustration: leowolfert/Bigstock
It-sikkerhed er ikke noget, man taler ret meget om i den europæiske søfartsbranche.

De europæiske lande bliver stadig mere afhængige af skibsfarten til at fragte varer rundt i mellem sig.

Alligevel er it-sikkerhed i dag lige så lidt på dagsordenen i den europæiske søfartsbranche som skørbug og det mytologiske søuhyre Kraken.

Det får nu EU-organet ENISA til at råbe vagt i gevær.

»Maritim bevågenhed omkring cybersikkerhed er lige nu lav til ikke-eksisterende,« hedder det i en ny rapport fra ENISA, European Network and Information Security Agency.

Det kan vise sig at blive et problem for branchen i en tid, hvor malware ikke kun angriber pc'er, men også kaster sig over for eksempel industristyringssystemer, som det var tilfældet med den berygtede computerorm Stuxnet i 2010. Det danske containerrederi Maersk Line var blandt de ramte.

Læs også: Viruskrig på to fronter: Mærsk også ramt af genvejsvirus på kontrolsystemer

I søfartsbranchen benytter man for eksempel navigationssystemer og systemer til trafikkontrol, som kan vise sig at være sårbare over for cyberangreb.

Derfor anbefaler ENISA medlemslandene at sætte gang i kampagner, der skal højne opmærksomheden omkring it-sikkerhed hos blandt andet shipping-firmaer og havnemyndigheder.

Rapporten fra ENISA kortlægger it-sikkerheden i den maritime branche i Europa og er den første af sin slags fra et EU-organ.

Ifølge ENISA blev 52 procent af varerne inden for EU-landene i 2010 fragtet med skib. I 2000 var tallet 45 procent.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere