Den danske it-sikkerhed lever ikke op til krav fra 2014, viser en ny rapport fra Digitaliseringsstyrelsen.
Derfor er det lykkedes it-kriminelle at ramme både Nationalbanken og Statsministeriet med cyberangreb, skriver Berlingske.
De danske organisationer er dermed langt fra den internationale sikkerhedsstandard ISO27001, der har været obligatorisk for offentlige myndigheder siden 2014.
Et vink med en vognstang
Sophie Løhde (V), minister for offenlig innovation, understreger - endnu en gang - at de danske myndigheder trænger til at få styr på it-sikkerheden.
»Det er et vink med en vognstang om, hvor vigtigt det er, at vi tager it-sikkerheden alvorligt. Vi er et af de mest digitaliserede lande overhovedet, og det gør os mere sårbare over for hackerangreb. Derfor skal vi steppe op og opruste på vores digitale sikkerhed,« siger Sophie Løhde til Berlingske.
Hun understreger, at det ikke blot er myndighederne, men alle danskere, der er i fare for cyberangreb. 43 pct. af myndighederne har stadig ikke en plan for it-sikkerheden.