Rapport: Cookies på offentlige myndigheders hjemmesider indsamles til marketingformål i stor stil
Når de danske borgere besøger hjemmesiden for deres kommune, deres hospital eller deres politi, vil de på langt de fleste hjemmesider blive sporet af tredjeparter, der via cookies læser og indsamler personlige informationer om den enkelte person.
Dataindsamlingen er foretaget i februar 2019, og i den indgår 154 tilfældigt udvalgte danske offentlige myndigheders hjemmesider. Cookie Informations scanningsteknologi er anvendt til at identificere og analysere, hvilke cookies de offentlige myndigheders hjemmesider gemmer i borgernes browser; hvilke formål disse cookies har; og hvilke tredjeparter der modtager information om borgernes besøg ved at læse informationen i disse cookies.Om undersøgelsen
Kilde: Cookie Information
Hele 94 pct. af de undersøgte hjemmesider indeholder cookies fra tredjeparter, der bruges til enten funktionelle formål, statistiske formål eller marketingformål.
77 pct. af de offentlige myndigheders hjemmesider anvender cookies fra tredjeparter, der indsamler borgerens personlige oplysninger til marketingformål.
Blandt de mest populære tredjeparter, der anvender borgerens oplysninger til profilering og andre marketingformål, finder man Doubleclick, Google Analytics og YouTube, der alle tre ejes af Google.
Nogle tredjeparter anvender selv de personlige informationer til egne marketingformål, mens andre sælger dem videre til nye parter med kommercielle interesser.
Fattig på samtykke og rig på levetid
Ifølge rapporten fra Cookie Information er der på hjemmesiderne med tredjepartscookies en høj risiko for, at informationen indsamles uden det nødvendige samtykke fra de besøgende borgere.
Kun 10 af de 154 undersøgte hjemmesider indsamler basal information af strengt nødvendig karakter via første- og andenparts-cookies, der ikke kræver samtykke.
De offentlige myndigheders hjemmesider overholder ifølge rapporten heller ikke den øvre grænse for, hvor længe disse cookies må leve.
Rapporten nævner, at det franske datatilsyn, CNIL, anbefaler en maksimal levetid på 13 måneder, og det europæiske ePrivacy direktiv foreslår, at et samtykke til cookies må gælde i op til 12 måneder.
Men alligevel finder rapporten, at samtlige tredjepartscookies på de 144 offentlige myndigheders hjemmesider har en levetid, der overstiger 12 måneder. I nogle tilfælde har disse cookies en levetid på 8097 år.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.