Rapport: 18 procent af danske virksomheder har ikke basale it-sikkerhedstiltag på plads

Illustration: leowolfert/Bigstock
Især mindre firmaer og virksomheder inden for byggeri, handel og transport har ikke grundlæggende it-sikkerhed som antivirus, backup og brugerrettigheder på plads.

Det kniber med it-sikkerheden i en betydelig del af de danske virksomheder. Det fremgår af en rapport fra Danmarks Statistik om anvendelsen af it i erhvervslivet, hvor it-ansvarlige blandt andet er blevet spurgt om, hvilke sikkerhedstiltag de har implementeret.

Ifølge rapporten har 82 procent implementeret mindst ét af syv tiltag, som Danmarks Statistik har udvalgt. Det er en fremgang på fire procentpoint i forhold til året før, men der er altså stadig 18 procent, som ikke har kunnet bekræfte, at de har implementeret mindst ét sikkerhedstiltag.

De syv tiltag omfatter blandt andet et punkt med grundlæggende sikkerhed som opdateret antivirus, firewall, backup og styring af databrugerrettigheder.

Det er det tiltag, flest virksomheder har svaret ja til, men det kniber i visse brancher. Blot 63 procent i byggebranchen og 69 procent inden for handel og transport bekræfter, at de har implementeret tiltagene.

Hver 3. har dataklassificeret

I lyset af den forestående implementering af EU's persondataforordning, så kan det bemærkes, at overordnet har 35 procent af virksomhederne foretaget en dataklassifikation, hvor de har vurderet de forskellige datatypers følsomhed, og hvilke adgangsrettigheder der skal være til disse data.

Der er 10 procent af virksomhederne, som svarer, at de it-sikkerhedsmæssige problemstillinger afholder dem fra digital brug af personoplysninger i deres forretning.

Det er blot 36 procent af virksomhederne, som har foretaget en risikovurdering af, hvilke konsekvenser en it-sikkerhedshændelse kan få for virksomheden. Det kan især være interessant i forhold til it-kriminalitet rettet mod virksomheder i form af eksempelvis ransomware og CEO-fraud.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere