Ransomware-hackere stjæler rapporter fra amerikansk politi
Politiet i Washington DC, USA, er ramt af et hackingangreb udført af gruppen Babuk, som truer med at offentliggøre følsom data om politiets informanter, hvis ikke myndigheder kontakter gruppen, inden der er gået tre dage.
Det skriver BBC.
Det er uvist, om den russisk-talende hackergruppe låste politiet ude af systemerne, imens angrebet fandt sted, men ifølge de kriminelle har man stjålet en omfattende mængde data fra politiets interne netværk.
Skærmbilleder, som Babuk har postet på nettet, viser, at gruppen har fået fat på oplysninger om andre kriminelle gruppers aktiviteter og politiets efterforskningsrapporter.
Selvom politiet skulle vælge at betale en løsesum, vil truslen fortsat eksistere, mener James Smith, direktør for Bridewell Consulting, et britisk cybersikkerheds-konsulenthus:
»Med denne type af angreb, er dataen nok stjålet, allerede før den blev krypteret, og sandsynligheden for, at dataen vil blive solgt eller opbevaret af hackerne er meget stor,« siger han i en meddelelse til BBC.
Både politiet selv og FBI efterforsker sagen.
Tidligere på måneden angreb den samme hackergruppe basketballholdet Houston Rockets og stjal spillerkontrakter og dokumenter med økonomiske oplysninger. Men ifølge en talsperson for holdet, forhindrede it-sikkerheden hackerne i at installere ransomware i systemet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.