Ransomware-hackere slukker for USA's største brændstofforsyning

Analytikere frygter, at benzinpriserne vil stige i dag. Illustration: kckate16 via Bigstock
USA's største brændstofrørledning er lagt ned af ondsindede ransomware-hackere, som vil have en løsesum for at slippe data fri igen. Analytikere frygter, at manglen på brændstof kan få store konsekvenser.

Den ondsindede hackergruppe ‘DarkSide’ lukkede i fredags USA’s største brændstofrørledning med et ransomware-angreb, og det har sat en prop i forsyningen til 18 amerikanske stater.

Det skriver BBC.

Rørledningen, som hedder ‘The Colonial Pipeline’, leverer normalt 2,5 millioner tønder brændstof om dagen og står for 45 procent af diesel-, benzin- og jetfuel-forsyningen til hele USA’s østkyst.

Hackergruppen har taget omkring 100 GB data som gidsel og truer med at lække det på nettet, hvis ikke man modtager en løsesum.

Angrebet har fået myndighederne til at erklære en undtagelsestilstand, der midlertidigt godkender fragten af brændstof i lastbil. Dog frygter analytikere, at brændstofpriserne vil stige 2-3 procent i dag, og det bliver kun værre, jo længere tid ransomware-angrebet er aktivt.

Læs også: Ransomware-hackere stjæler rapporter fra amerikansk politi

Ifølge Gaurav Sharma, selvstændig analytiker af oliemarkedet, er rigtig meget brændstof strandet i raffinaderier i Texas:

»Medmindre de løser det senest tirsdag, så har de store problemer,« fortæller han til BBC.

»De første områder, som vil være påvirket, er Atlanta og Tennessee, og så går dominoeffekten op til New York.«

Forskere fra den britiske it-sikkerhedsvirksomhed Digital Shadow mener, at hackerne sandsynligvis har haft held med angrebet, fordi mange ingeniører har tilgået systemerne med fjernadgang under coronapandemien. De kan have købt login-oplysninger til software som Teamviewer eller Microsoft Remote Desktop og fået adgang til systemerne den vej.

Læs også: Endnu en hacker tiltalt for angreb på vandforsyning: Står til 25 års fængsel

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere