I går onsdag opstod der en brand på den kinesiske fabrik Hynix FABs, der står for 30 procent af verdens samlede RAM-produktion. Branden blev angiveligt udløst af en kemisk eksplosion og forventes at påvirke RAM-priserne på verdensplan, skriver KitGuru.
Branden har påvirket omkring halvdelen af Hynix FABs produktion, men ingen personer skulle være kommet til skade.
Virksomheden selv forsøger at mane medierne til ro og fortæller, at den materialle skade skulle være minimal. Derfor forventer virksomheden, at man vil kunne genoptage den fulde produktion i løbet af “kort tid” - uden dog at komme nærmere ind på hvornår.
På trods af virksomhedens udmeldinger forventes priserne på RAM stadig at stige. Allerede en time efter branden brød ud steg prisen med 10 procent, og ifølge DRAMexchange er priserne i skrivende stund steget mellem 11 og 19 procent.