RAID 9 skal gøre storage intelligent

Hvis fremtidens storage skal være hurtigere, skal der indbygges avanceret intelligens, mener Intel. Svaret er RAID 9.

MOUNTAIN VIEW: Hvis du ikke kan mindes at have hørt om RAID 9, skyldes det, at dette RAID-niveau endnu kun findes i Intels forskningsafdeling ? Intel Labs.

Formålet med RAID 9 er at få mest muligt ud af fremtidens storage-systemer, der er udstyret med både SSD'er og mekaniske harddiske.

Da det i langt de fleste tilfælde er alt for dyrt at udstyre et komplet storagesystem udelukkende med SSD'er, er det nødvendigt at anvende dem intelligent, således at data, placeres alt efter, hvor det giver bedst mening. Dette gør Intel ved at anvende fem overskydende bit i SCSI-protokollen, hvilket giver mulighed for at klassificere data i op til 32 forskellige grupper.

Data lagres så efter hvilken gruppe, de tilhører, hvor sekventielle data primært lagres på mekaniske harddiske, mens random I/O går til SSD'erne.

På Research Day @ Intel på Computer History Museum i Mountain View, viste Intel en teknologidemonstration, hvor et storagearray var udstyret med SSD'er som cache og desuden almindelige, mekaniske harddiske. Under normale forhold gav anvendelsen af SSD'er som cache en fordobling af ydeevnen, mens introduktionen af RAID 9 med intelligens i storagesystemet gav en firedobling.

Intel mener derfor, at RAID 9, der kan kombineres med andre RAID-niveauer som for eksempel RAID 5 for at danne RAID 95, har en stor fremtid i storagesystemer, der består af både SSD'er og mekaniske drev.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jeppe Toustrup

Så vidt jeg kan se, så er den funktionalitet med at bruge et SSD drev som cache allerede til sted i Suns storagesystemer, og generelt i ZFS, hvor man kan vælge at et givent device i sit RAID setup kun bliver brugt som cache. Dog er der ikke opdeling af data på forskellige storage systemer, alt efter hvilken data det er.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere