Rådgiver: Trump vil ikke granske Clintons e-mail-sag

Den kommende amerikanske præsident Donald Trump vil ikke gå Hillary Clintons e-mail-sag efter i sømmene. Det oplyser hans nære rådgiver Kellyanne Conway.

Der bliver ikke sat nogen ny efterforskning i gang af Hillary Clintons brug af en privat e-mail-server, når Donald Trump indtager Det Hvide Hus. Det oplyser den kommende præsidents nære rådgiver Kellyanne Conway til den amerikanske tv-station MSNBC.

»Når den kommende præsident siger, allerede inden han er taget i ed, at han ikke vil forfølge denne sag, sender det et meget stærkt budskab,« siger Conway i interviewet.

»Jeg tror, Hillary Clinton stadig må se i øjnene, at et flertal af amerikanerne ikke finder hende ærlig eller troværdig, men hvis Donald Trump kan hjælpe hende med at hele, så er det måske en god ting,« lyder det fra rådgiveren.

Læs også: FBI renser Clinton: Dropper undersøgelse af nye e-mails

Dermed ser det ud til, at et af hans løfter fra valgkampen ikke bliver forfulgt. Her truede Trump gentagne gange med, at han vil lade en særlig anklager granske Clintons brug af en privat e-mail-server, da hun var udenrigsminister, ligesom han ikke var sen til at påpege, hvor alvorligt han tog sagen.

Under den anden direkte debat mellem de to daværende kandidater sagde han direkte, at han ville smide Hillary Clinton i fængsel, hvis han vandt magten. Men nu ser det ud til, at Trump vil give Clinton ro.

Læs også: En femtedel af al debat om præsidentvalget på Twitter er foretaget af bots

Under et møde med journalister og redaktører på New York Times skal han ligeledes have sagt, at han ikke ønsker at skade Clinton-parret.

»Det er ikke noget, jeg føler meget stærkt for,« lød det fra Trump ifølge tweets fra avisens journalister.

»Jeg tror, at det vil være meget, meget splittende for landet,« tilføjer han om en mulig retsforfølgelse af Hillary og Bill Clinton.

Læs også: Trumps bots booster hans Twitter-popularitet højt over Hillarys

Under det store 60 Minutes-interview med den kommende præsident i sidste uge overraskede Trump med en meget blødere retorik end vanligt, når det drejede sig om Clintons e-mail-sag.

Alt tyder altså, modsat tidligere, på, at han har besluttet sig for at lade sagen ligge.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Tom Paamand

... men der er meget, som de ikke kan. Obama erklærede, at fifleriet med at holde diverse fange indespærret i retsløs tilstand i Guantanamo-lejren på Cuba skulle stoppe. Alligevel sidder der stadig folk der, for præsidentposten er ikke enevældig. Alle beslutninger skal efter diverse procedurer godkendes af Senatet, mens Kongressen står for lovgivningen. Embedsmænd og officerer er underlagt landets love, så der er en lang række tjek i beslutningsprocesserne. Trump har ikke et flertal imod sig som Obama, men der er fortsat grænser for hans magt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere