Internet-brugerne i Europa skal beskyttes mod overvågning på nettet, hvor firmaer indsamler information om de besøgende ved hjælp af cookies. Det besluttede Europa-Parlamentet i 2009 ? men hvordan skal den slags regler lige udformes i praksis?
En klodset implementering kan rive tæppet væk under hele brancher på nettet, eller gøre hvert besøg på en hjemmeside til et mareridt af cookie-godkendelser. Men bliver reglerne for bløde, får brugerne ikke den privatlivsbeskyttelse, EU-reglerne kræver.
Den nød har IT- og Telestyrelsen forsøgt at knække, i arbejdet med at lave danske regler på området, og nu er et udkast til en bekendtgørelse klar.
Forslaget til bekendtgørelsen er nu sendt i høring i hele marts måned, og debatten om reglerne er skudt i gang med en konference, som statens It-sikkerhedskomité er vært for onsdag.
Her lagde formanden for komitéen, jura-professor Linda Nielsen, ud med at slå fast, at emnet er langhåret, men vigtigt.
»Vi må stræbe efter at gøre det så godt som muligt, selvom det er en meget svær bekendtgørelse at implementere. De grundlæggende værdier, som er i spil, er meget vigtige, men svære at finde en balance mellem,« sagde Linda Nielsen.
Videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen understregede, at man ikke ønskede at lave regler, som gør det svært for online-industrien. Det er her fremtidens vækst ligger, så rigid regulering og forhindringer er udelukket.
Men samtidigt skal brugerne kunne surfe på nettet, uden at der sker ting i det skjulte, der gør dem utrygge.
»Det er vigtigt, at brugerne kan sige nej til at få deres bevægelser på nettet sporet. Så please, vær alle med i debatten og lad jeres mening blive hørt,« opfordrede ministeren deltagerne.
Kort sagt skal brugerne oplyses om, hvilke cookies en hjemmeside har tænkt sig at placere lokalt, eller vil hente informationer fra. Dernæst kan brugeren give sit samtykke ved at fortsætte sit besøg.
Brugerne skal have at vide, hvad formålet med de forskellige cookies er, hvor længe levetiden er, og så skal der være nem adgang til at afvise og tilbagekalde cookies, lyder det i udkastet til reglerne.
Er en cookie nødvendig for at en webside rent teknologisk fungerer efter hensigten med siden, er den dog undtaget fra kravet om samtykket.