Qualcomm lancerer 5G-chips til mobiltelefoner

Illustration: Qualcomm
Snapdragon X55 giver mobilen en downloadhastighed på 7 gigabit pr. sekund.

5G-nettene er som bekendt på vej, og nu arbejdes der også hårdt på at få hardwaren i enhederne, som vi bruger til daglig, klar til de nye, høje hastigheder. I den forbindelse er Qualcomm nu kommet med en vigtig udmelding.

Selskabet har nemlig netop afsløret sit nye 5G-modem, Snapdragon X55. Dette er altså opfølgeren til 5G-modemmet X50, som kom med Qualcomms nye mobilchip, Snapdragon 855.

7 gigabit pr. sekund

Dermed er selskabet altså gået ganske aggressivt til værks, når det gælder 5G-satsningen, med tanke på at mobiler med Snapdragon 855-chippen endnu ikke er kommet på markedet.

Det nye modem skal ifølge Qualcomm støtte downloads på op til 7 gigabit pr. sekund, og uploadhastigheder på op til 3 gigabit pr. sekund.

Modemmet understøtter også såkaldt Cat. 22 LTE, som giver downloadhastigheder på op til 2,5 gigabit pr. sekund over LTE-nettet.

Qualcomm skriver, at Snapdragon X55 er designet til den kommende globale udrulning af 5G og understøtter alle store frekvensbånd, inklusive millimeterbølge og bånd under 6 GHz, samt TDD- og FDD-moduserne.

Kommer i år

Modemet er derudover udviklet til at understøtte såkaldt dynamisk spektrumdeling mellem 4G og 5G, som indebærer, at operatører kan accelerere 5G-udbygningen ved at bruge eksisterende 4G-teknologi til at levere både 4G -og 5G-tjenester dynamisk.

Snapdragon x55 er blevet sendt til test hos udvalgte kunder og forventes ifølge producenten at dukke op i kommercielle enheder mod slutningen af indeværende år. Præcis hvornår vi kommer til at se modemmet i mobiltelefoner og andre typer enheder, er altså endnu uvist, men der vil antagelig blive fremvist nogle produkter på Mobile World Congress-messen, som starter denne weekend i Barcelona.

For at udnytte 5G-hardwaren skal netværkene selvsagt være på plads, men her sker der nu store fremskridt.

Artiklen er fra digi.no.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere