Python er verdens hurtigst voksende sprog
Ifølge kode-sitet Stack Exchange er programmeringssproget Python nu det hurtigst voksende. Det er især udpræget i de rige lande, men billedet gælder hele verden.
På Stack Exchange kan programmører stille spørgsmål og få svar fra hinanden, og det er disse data, som sitet bruger til at underbygge sin påstand.
»Vi har data på spørgsmål, som går tilbage til slutningen af 2011, og i denne periode kan vi se på væksten i Python i forhold til fem andre store programmeringssprog,« skriver Stack Exchange i et blogindlæg. Python er et sprog med dynamiske typer, som understøtter en lang række programmeringsstilarter. Ud over den officielle CPython-udgave er sproget også understøttet på andre platforme og kørselsmiljøer.Fakta om Python
Det fremgår af sitets tal, at mens Java og Javascript har ligget nogenlunde stabilt i toppen, så har Python spænet frem i de seneste seks år.
Sitet giver også et bud på, hvordan tendensen kan se ud i en fremskrivning i de rige lande. Det sker med udgangspunkt i en statistisk model, der hedder STL (Seasonal and Trend decomposition using Loess.)
Den model spår en udbredelse på mellem 12,5 og 20 procent i midten af 2019.
Tendensen er den samme, hvis alle lande tages med. Her ligger Python dog stadig langt under Java og Javascript.
Blandt årsagerne til væksten gætter Stack Exchange på, at sprogets anvendelsesmuligheder til videnskabelige og numeriske opgaver gør det populært midt i en data-tid.
