Protester fik Google til at droppe militært AI-projekt: Nu tager Microsoft og Amazon over

Google ophævede samarbejde om AI-projekt med det amerikanske forsvarsministerium efter massive medarbejderprotester. Men nu tager Microsoft og Amazon i al hemmelighed over.

Google ophævede efter medarbejderprotester i 2018 et samarbejde med det amerikanske forsvarsministerium om at bruge kunstig intelligens til at »identificere objekter fra dronebilleder«. Det såkaldte Project Maven.

Det har Microsoft og Amazon Web Services (AWS) efterfølgende udnyttet til at indgå kontrakter med forsvarsministeriet om selv samme til en samlet værdi af 50 mio. dollars, svarende til godt 320 mio. kr.

Det skriver Computerworld pba. en artikel fra Forbes, der afslører hidtil hemmelige kontrakter mellem de to tech-giganter og det amerikanske forsvarsministerium.

Microsoft er til en værdi af 30 millioner dollars blevet bedt om at levere værktøjer, der kunne analysere data fra »full motion video« (FMV) og »software og algoritmer til at automatisere og forbedre analysen af Wide Area Motion Imagery (WAMI) data.«

WAMI er et begreb, der bruges i overvågningsindustrien, som refererer til billeder taget fra oven – typisk fra en drone, fly eller satellit – til efterretningsformål. Full motion video (FMV) refererer også typisk til videobilleder taget fra luften.

Amazon er til en værdi af 20 mio. dollars blevet bedt om at udvikle »modeller til at detektere og klassificere objekter« fra FMV og infrarøde data.

Microsoft var leverandør på projektet fra 2019 og frem til efteråret 2020, mens AWS har været leverandør fra engang i begyndelsen af 2020 og frem til oktober 2020.

Afsløringen af kontrakterne sker på bagkant af medarbejderprotester fra begge selskaber. I 2019 opfordrede Microsoft-ansatte virksomheden til at annullere en kontrakt på 480 mio. dollars om at forsyne den amerikanske hær med augmented reality-headsets. I 2018 bad Amazon-ansatte grundlægger og daværende CEO Jeff Bezos om at stoppe virksomhedens udvikling af ansigtsgenkendelsesværktøjer til politi.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere