Protestbrøl over 'ribbon'-brugergrænseflade i Openoffice

Et bud på fremtidens brugergrænseflade i Openoffice har fået folk på barrikaderne. Openoffice efterligner nemlig Microsofts omstridte 'ribbon'-stil fra Office 2007.

Nogle elsker den - andre hader den. Båndet af knapper i Microsoft Office, der blev indført som en ny type brugergrænseflade i 2007-versionen, førte mange stærke reaktioner med sig. Og nu er råbene også nået til open source-lejren.

Et designstudie for fremtidens udgaver af Openoffice.org - en open source-konkurrent til Microsofts kontorpakke - ligner nemlig i høj grad Microsofts bånd-løsning. At dømme efter kommentarerne til forslaget, er det dog de færreste Openoffice-folk, som er glade for Microsofts 'Ribbon'.

»Ribbon i Office er noget lort. Lad være med at kopiere det, please,« lyder en af kommentarerne, og samme holdning går igen i stort set alle andre tilbagemeldinger, dog udtrykt lidt mere sagligt.

Nogle peger på, at det er svært at vænne sig til ribbon-princippet, mens andre ironisk opfordrer til at bruge endnu mere af pladsen vertikalt på skærmen, nu hvor bredformatskærme er standard og små netbook-computere er blevet utroligt populære. En skriver, at han begyndte at bruge Openoffice på arbejdet, fordi han ikke kunne forlige sig med Microsofts ribbon-brugergrænseflade, da der blev opgraderet til Office 2007.

Men enkelte er dog glade for båndet med knapper, og nogle peger på, at det er vigtigt designmæssigt at lægge sig op af Microsoft Office, så det bliver nemmere at kapre brugere derfra.

Designstudiet er skabt som en del af projektet Renaissance, som arbejder med fremtidens Openoffice, og blev præsenteret på en officiel Sun-blog.

Ifølge Microsoft-iagttager Mary Jo Foley er der ingen vaklen hos Microsoft, trods den generelt splittede holdning til 'båndet': Alle produkter i Office 2010 får også et ribbon-interface. Så meget mere spændende bliver det at følge, om Openoffice vil lytte til de utilfredse kommentarer eller gå videre med ribbon-løsningen.

Hun mindes selv, hvordan hun simpelthen ikke kunne finde ud af at printe, første gang hun prøvede den nye brugergrænseflade på en Microsoft-udstilling. Til sidst måtte hun spørge en sikkerhedsvagt om hjælp.

Microsoft har forsøgt at tage patent på ribbon-princippet, men uden held. Planen var ellers, at alle skulle kunne få en gratis licens og bruge samme brugergrænseflade - undtaget direkte konkurrenter til Microsoft Office, hvilket primært dækker over Openoffice.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kasper Birch Olsen

Det er squ trist at se hvor lidt innovation der foregår i OOo lejeren. At kopiere microsofts innovative design råt for usødet er da topmålet. Man kan lidt microsofts ribbons eller lade være, men det er ikke til at komme uden om at de har leveret noget innovativt på UI fronten til office applikationer. Det ville være interessant at se om der er nogen i OOo lejeren der også kan levere innovative designs? Eller skal de levere endnu en MS kopi.

  • 0
  • 0
Hans Andersen

Hun mindes selv, hvordan hun simpelthen ikke kunne finde ud af at printe, første gang hun prøvede den nye brugergrænseflade på en Microsoft-udstilling. Til sidst måtte hun spørge en sikkerhedsvagt om hjælp

Det havde jeg nok ikke indrømmet offentligt.

  • 0
  • 0
Jan Rouvillain

... mens andre ironisk opfordrer til at bruge endnu mere af pladsen vertikalt på skærmen, nu hvor bredformatskærme er standard...

Det er oplagt at bruge siderne til kontekstfølsomme værktøjslinier i siderne.

Tag lige et kig på CPN Tools, http://wiki.daimi.au.dk/cpntools-help/getting_started_with_cpn_.wiki. Der er ingen værktøjslinier eller menuer i toppen af vinduet.

Værktøjerne er i venstre side, samt i lagkager. Lagkagerne dukker op, når man trækker og holder en museknap ned samtidigt. Og lagkagen er kontekstfølsom. Det giver en utrolig nem brugerdialog.

CPN Tools er et særdels elegant værktøj til at tegne og simulerer tilstandsdiagrammer med.

Det gad jeg godt se OpenOffice kunne.

Hvor skal jeg sende forslaget hen?

  • 0
  • 0
Leif Lodahl

Det er rigtigt at der i projekt Renaissance har været en del diskussion om Ribbon eller ej. Arbejdet har foreløbigt resulteret i en række designforslag, hvoraf dette er et af dem.

Det ligner ribbon og derfor bliver netop dette forslag trukket frem og kritiseret.

Hey, klap lige hesten der. Det er et designstudie af mange.

I et open source projekt bliver den slags diskuteret i åbenhed, og det har kritikere naturligvis muligheden for at udnytte. Og det gør de, f.eks. ved at fremhæve, når der opstår debat.

Det eneste der ligger fast nu er, at OpenOffice skal have en overhaling og at det sandsynligvis bliver noget med dynamiske værktøjer. Brugergrænsefladen i Lotus Symphony indgår også i overvejelserne.

  • 0
  • 0
Christoffer Ceutz

Er det ikke et tænkeligt scenarie at have mulighed for begge designs...? Nu er det jo ikke supermodbydelige Microsoft der står for det her projekt... Jeg synes da det kunne være smart nok at kopiere Microsofts ribbon, med den simple årsag at hugge brugere fra dem der nu synes det er smart, men også beholde muligheden for det gamle interface. Jeg kan sagtens forestille mig at det kunne få endnu flere end bare de to... Microsoft dikterede jo med 2007 et skift i interface uden valgmuligheden for det gamle (dog var der et firma der lavede et plugin som fik alle de "gamle" knapper samlet på en tab, dog mod betaling)...

  • 0
  • 0
Kristian Thy

Microsoft dikterede jo med 2007 et skift i interface uden valgmuligheden for det gamle (dog var der et firma der lavede et plugin som fik alle de "gamle" knapper samlet på en tab, dog mod betaling)...

Det beviser jo bare igen at proprietær software er bedre for IT-industrien end det planøkonomisk inspirerede open source-begreb.

  • 0
  • 0
Danny Thomsen

Det beviser jo bare igen at proprietær software er bedre for IT-industrien end det planøkonomisk inspirerede open source-begreb.

Nej det gør det nemlig ikke. Det er ikke noget der forhindre dig i at lave sådan et plugin til OOo og sælge det.

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Hej Hans,

planøkonomisk?!

Nu hoppede kæden vidst af igen i en Version 2 diskussion.

Mon ikke Kristian var ironisk?

Jeg er i øvrigt helt vild med denne kommentar fra én af debattørerne:

[b]talkimposter:[/b] OpenOffice needs to stop trying to be Office and just grow it's own set of balls and be itself.

Ooo is stuck in this prepubescent world between nearly finished application and some wild dorm experience that only gets hacked when the participants sober up enough to give a shit.

Clean up your current UI and start with a little dose of visual consistency and logical grouping of functions into tabbed dialogues.

:o)

  • 0
  • 0
Kristian Dalgård

Jeg var utrolig irriteret over ribbon de første to dage, men nu er jeg stor tilhænger af designet. Det er et godt designmæssigt princip at ordne forskellige elementer visuelt efter deres vigtighed, og det er lettere at gøre med ribbon end med en lang række ens knapper og menuer. (Tænk hvis alle websider kun bestod af brødtekstformatering.)

At det tager af den begrænsede vertikale plads er en væsentlig ulempe, men man skal heller ikke glemme, at højopløste skærme bliver mere og mere udbredte. Det er i det hele taget vigtigt at prioritere sine kampe i de her tilfælde og naturlige standarder gør meget for at lette brugeroplevelsen (som Jakob Nielsen nok også ville påpege). Desuden forekommer det mig altid lettere at bevæge sine øjne (og musen) opad i stedet for den lange vej ud i siden, eller ned i et hjørne - og mon ikke det er naturligere for os hurtigt at scanne en horisont (ribbon) end noget opad-nedad-gående (sidepanel).

  • 0
  • 0
Jarle Knudsen

Jeg var utrolig irriteret over ribbon de første to dage, men nu - hold da op hvor forvirrende ribbon er! Kan aldrig finde det jeg lige har behov for. Virker som om Ribbon styrer fremfor brugere har styr. Efter 1 års brug foretrækker jeg stadig OO / MSO2003 med menuer.

Smag og behag - de gustibus non est disputandum :O)

  • 0
  • 0
Søren Bramer

I de fleste programmer med mange menupunkter ville det øge effektiviteten drastisk hvis man havde adgang til en effektiv søgefunktion: Hold capslock nede og skriv -> En liste over matchende punkter popper frem -> Vælg med piletasterne. KABANG - du slipper for at lede i sære rullemenuer og faneblade.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere