Prosa varsler storstrejke mod CSC: 400 medlemmer i konflikt

It-fagforeningen Prosa opsiger sin fredsaftale med CSC Danmark. Dermed kan en storkonflikt være på vej med konsekvenser for firmaer som TDC, Skat, SAS og CPR.

Prosa opsiger 1. juni sin fredsaftale med it-leverandøren CSC, meddeler it-fagforeningen i en pressemeddelelse.

Dermed kan en række af de afgørende it-systemer hos virksomheder som Skat, SAS, CPR, Tryg og TDC være på vej til at blive berørt af en storkonflikt om få måneder.

Opsigelsen sker, efter at CSC i forrige uge besluttede at iværksætte en lockout og hjemsende 120 af sine medarbejdere, der er organiseret i Prosa.

Ud over opsigelsen varsler Prosa også strejke for op til 400 ansatte i CSC Danmark, der arbejder med it-drift i virksomheden.

»En konflikt i så stort omfang vil være en meget alvorlig situation for CSC. Det er fortsat vores håb, at vi kan skåne virksomheden, medarbejderne og kunderne for dette, men det kræver, at ledelsen fraviger de ultimative krav og kommer tilbage til forhandlingsbordet,« udtaler Prosas næstformand, Hanne Lykke Jespersen, i en pressemeddelelse.

Ifølge Hanne Lykke Jespersen skyldes fagforeningens seneste træk, at CSC har stillet en række ultimative krav om arbejdstid og løn for de omkring 700 ansatte, der er Prosa-medlemmer.

Samtidig har CSC bedt medlemmerne om at give afkald på den såkaldte tryghedsaftale, som giver medlemmerne flere måneders ekstra fratrædelsesgodtgørelse.

Begge dele er uspiselige for Prosa.

»Tryghedsaftalen sikrer vores kollegaer en værdig afsked med firmaet, hvis deres arbejde flytter til udlandet, så de kan komme videre på en ordentlig måde,« udtaler Hanne Lykke Jespersen.

Version2 følger op med en uddybende kommentar fra Hanne Lykke Jespersen og en reaktion fra CSC.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ask Holme

Selve størrelsen på konfliktfonden forsøger Prosa nok at holde hemmeligt (alt andet ville være ganske dumt forhandlingstaktisk). Men såvidt jeg ved har de ikke har konflikter de sidste mange år så den har nok en pæn størrelse.

Dertil kommer at FTF vel ligesom LO har en ordning, med noget støtte fra fælles konfliktmidler i den slags sager ?. Hvis de ikke har det vil jeg skyde på at den bliver opfundet - de fleste fagforbund herhjemme vil nok godt betale for at der ikke kommer et eksempel, hvor et forbund bliver tvunget til forringelser pga. tom strejkekasse.

  • 0
  • 0
Per Erik Rønne

Faktisk burde også fagforeninger uden for FTF-området være interesserede i at hjælpe Prosa i denne sag. AC, og ikke mindste LO.

Jeg vil dog tvivle på LOs hjælp her. De ser jo stadig med yderste mishag på en fagforening for et mandefag, som /the backroom boys/ i LOs skumle, røgfyldte baglokaler havde besluttet skulle ligge i kvindeforbundet HKs regi. Nu er de ikke engang i LO-regi, men i de mellemuddannedes FTF.

Jeg er selv fra edb-faget, dog i AC-regi da jeg er cand.scient. i datalogi og engelsk.

De krav CSC her kommer med vil være helt uspiselige for et hvilket som helst fagforbund med en hvilken som helst anden »farve« end gul.

  • 0
  • 0
Jesper Mørch

De krav CSC her kommer med vil være helt uspiselige for et hvilket som helst fagforbund med en hvilken som helst anden »farve« end gul.

... vidste ikke HK blev betragtet som et "gult forbund" ;o)
(sarkasme kan forekomme i ovenstående)

  • 0
  • 0
Per Erik Rønne

@Jesper Mørch,

Nu ved jeg ikke hvad du her mener med »sarkasme«, men jeg betragter i hvert fald ikke HK som et gult forbund. Ej heller Prosa, men vi ved jo alle at HK stadig er dybt sure over at Prosa-folkene ikke ville være i HK.

Skal dine bemærkninger forstås som at HK vil være villige til at stille med skruebrækkere fra SamDATA under strejken? Eller at de ville være villige til at "overtage" overenskomsten på CSCs vilkår, hvis det skulle være muligt?

Det tvivler jeg på, selv om jeg dog også tvivler på at man direkte vil gå ind i en sympatikonflikt. Så er der vel i CSC kun akademikerne tilbage, og der må vel også være dataloger og ingeniører ansat. De har dog vel næppe strejkeret da Dansk Magisterforening og ingeniørforeningen næppe har overenskomst med virksomheden. Ej heller AC som sådan, men denne hovedorganisation har ingeniørerne da vist meldt sig ud af ...

  • 0
  • 0
Jesper Mørch

Skal dine bemærkninger forstås som at HK vil være villige til at stille med skruebrækkere fra SamDATA under strejken? Eller at de ville være villige til at "overtage" overenskomsten på CSCs vilkår, hvis det skulle være muligt?

Uden at ville gøre det her til en diskussion om hvilke forbund der er dygtige til at forhandle, har jeg alligevel kendskab til at visse fagforbund med 2-bogstavs navne har for vane at blåstemple aftaler som i bedste fald stiller medlemmerne lige så dårligt som før overenskomsten...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere