Prosa: Ansættelsesklausuler er på vej ud

Illustration: svershinsky/Bigstock
Ny lov har i væsentlig grad begrænset antallet af konkurrenceklausuler og kundeklausuler.

It-professionelles ansættelseskontrakter indeholder i dag langt færre klausuler end for bare tre år siden.

Tidligere var der en klausul i cirka hver 5. kontrakt, som juristerne i fagforeningen Prosa fik til gennemsyn. I dag er der en klausul i cirka hver 20. kontrakt, fortæller Prosa i en nyhed.

Ifølge jurist Lisa Dalsager, Prosa, skyldes udviklingen en ny lov om ansættelsesklausuler, der trådte i kraft for to et halvt år siden.

Loven medførte en række væsentlige ændringer for kunde- og konkurrenceklausuler i ansættelseskontrakter.

»Formålet med loven var at begrænse brugen af ansættelsesklausuler, noget, som Prosa i mange år har kæmpet for, om end vi gerne så dem forsvinde helt, da vi mener, at de binder medarbejderne unødigt. Færre klausuler giver langt større frihed, når medlemmerne skal søge nyt arbejde,« siger hun til prosa.dk.

Det er ifølge Prosa først og fremmest konkurrenceklausuler og kundeklausuler, der er i spil i it-folks ansættelseskontrakter.

En arbejdsgiver kan med en konkurrenceklausul forhindre, at en medarbejder efter fratrædelse starter en selvstændig, konkurrerende virksomhed eller tager et job hos konkurrenten.

En kundeklausul betyder, at en fratrådt medarbejder ikke må have erhvervsmæssig forbindelse med arbejdsgiverens kunder og/eller andre forretningsmæssige forbindelser, herunder ved at tage ansættelse hos kunder, man selv har haft inden for de seneste 12 måneder.

Den nye lov har helt elimineret såkaldte jobklausuler, hvor virksomheder lovede hinanden ikke at ansætte hinandens medarbejdere.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (7)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Søren Walther

Det kan godt være at der ikke længere bliver skrevet jobklausuler ind i kontrakterne men de findes stadig mellem virksomheder, det kostede mig en ansættelse for et års tid siden.

På den anden side var der en kundeklausul i min kontrakt som min arbejdsgiver glemte at opsige da jeg stoppede, det kostede dem godt en månedsløn at opretholde den i de 2 måneder der er minimum for det.

/Søren

  • 0
  • 0
Martin Sørensen

Ja, klausulerne eksisterer stadig 'under bordet'. Det er meget normalt med klausuler i USA f.eks., og det skinner også igennem her i landet hvor de danske afdelinger også holder sig fra at tage hinandens ansatte. Så selv om du som ansat ikke kan komme i klemme rent juridisk så hjælper det ikke så meget hvis du bliver fravalgt på forhånd blot fordi du arbejder et specifikt sted.

  • 0
  • 0
Hans Nielsen

ER på en måde meget fornuftigt, da vi så kommer ind i en ond spiral som betyder stadig højere lønninger, for de få specialister.
Er noget jeg kender til og høre om.

Og kan lidt, om ikke andet forstår det. Selv om jeg jeg ikke bryder mig om det.

Men så betyder arbejdsmiljøet, arbejdstider, moral og etik det meget mere.

TDC og Atea og andre får det svært på den baggrund.

Men kan dog også vende det om. Hvis nogle specialister får meget store lønninger, så vil flere jo sørge for at blive gode til det.
Der er sådan kapitalismen fungere - Det må firmaer så også bare indse, når de gerne bruge samme argumentation andre steder.

  • 1
  • 2
Esben Nielsen

Jeg arbejdede for Vestas i starten af 0'erne. Der bekyndte at komme andre vindmøllevirksomheder til Østjylland for at få fat i kompetencerne i området. Vestas' svar var konkurrenceklausuler. Så holdt tilstrømningen af virksomheder op.

Så for at Vestas kunne beskytte sine kortsigtede økonomiske interesser, gik det danske samfund glip af vindmøllernes svar på Silicon Valley.

Og andre har forklaret Silicon Valleys succes ved at Californien, i modsætning til de andre stater, netop har forbudt konkurrenceklausuler, så opstartsvirksomheder kan søge dertil og frit kan hyre kompetencer.

(Når virksomheder så lavet aftaler med hinanden er det karteldannelse og klart ulovligt - og de har fået domme i Californien.)

  • 5
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere