Prosa afviser CSC's lønberegninger - men erkender overbetaling

Det er rigtigt, at Prosa-medlemmer hos CSC generelt tjener mere end andre i branchen. Men derudover er it-fagforeningen ikke enig i CSC's fremlæggelse af lønforholdene.

Er man ansat på Prosa-overenskomst hos CSC, får man en hyre, der ligger højere end ellers i branchen. Så langt er de stridende parter, Prosa og CSC, enige. Men derudover er der ikke ret meget fælles fodslag i forhold til de tal, som CSC sendte ud i går om løn-niveauet for medarbejderne.

Læs også: CSC: Prosa-ansatte tjener 59.000 om måneden

Her lød det, at en 'typisk Prosa-ansat' tjener 59.000 om måneden, inklusive pension og overarbejdsbetaling, har lavere arbejdstid end i konkurrerende firmaer og langt bedre vilkår efter en fyring.

Men tallene for den 'typiske' medarbejder har CSC ikke fundet ved at regne gennemsnittet ud, siger næstformand i Prosa, Hanne Lykke Jespersen.

»Blandt de medarbejdere, der er lockoutet, er nogle få oppe på 57.000 om måneden, plus pension, men der er også folk i blandt, der bestemt tjener under markedsløn med lidt over 30.000 om måneden,« siger hun til Version2.

Generelt ligger gennemsnitslønnen for de CSC-ansatte på Prosa-overenskomst 6-8 procent over resten af branchen, og ikke de 11 procent, som CSC har fremført, siger næstformanden. I Prosas beregninger er der også taget højde for en lavere arbejdstid end normalt.

Denne forskel har Prosa erkendt og vil da også gerne acceptere en mindre lønnedgang for næste overenskomst. Men CSC vil både skære i lønnen, hæve arbejdstiden og fjerne den såkaldte tryghedsaftale, som giver medarbejderne bedre vilkår ved en fyring.

Vil ikke udlevere statistik
Ifølge CSC får medarbejderne med tryghedsaftalen op til 14 måneders ekstra løn, udover funktionærlovens krav, men det er forkert, siger Prosa ? det rigtige tal er 13 måneder.

Og CSC's oplysninger om arbejdstid og overarbejdsbetaling kan Prosa ikke kommentere, fordi fagforeningen ikke får nogle informationer fra CSC om det.

»Vi har en aftale om, at de skal udlevere statistik for overarbejde, men det nægter de,« siger Hanne Lykke Jespersen.

En sammenligning med lønniveauet hos andre firmaer i branchen er desuden en kompliceret øvelse, fortæller hun, for det svinger meget.

»Vi ser lønninger hos konkurrenter til CSC, som ligger meget højere end de højst lønnede Prosa-medlemmer hos CSC. Og for eksempel Miracle, der har travlt med at fortælle om, at lønnen er for høj, ligger med en gennemsnitsløn, der er 17 procent højere,« siger næstformanden.

Konflikten mellem Prosa og CSC omfatter lige nu 120 lockoutede medarbejdere og cirka 40, der er taget ud til strejke. Men Prosa har opsagt aftalen om at friholde ansatte, der arbejder med drift, og vil udvide strejken til 400 af de 700 Prosa-medlemmer hos CSC fra 1. juni.

Torsdag eftermiddag mødes parterne i Arbejdsretten for at få afgørelsen på en strid om lovligheden af strejkevarslerne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Deleted User

Kære Fru Lykke -

Vi har lønninger i alle størrelser her i biksen, idét folk starter med den løn, som de får eller fik det forrige sted (så kan vi ikke beskyldes for at "stjæle" folk vha løn fra andre virksomheder). I gode tider, og når den enkelte tjener penge hjem til biksen, giver vi lønforhøjelser. Ellers gør vi ikke.

Vi har nogle få, der ligger over 60K om måneden, men de har så også kombinationen af at være 100% solgt hele tiden OG have holdt sig ajour og igang i mange år på markedet (og fornyet sig hele tiden).

Nu er procenter jo taknemmelige, og 17% er et godt tal. Ligesom 6-8% er et godt tal. Disse summeringer har jo så bare den lille ulempe at de skjuler detaljerne, dvs. det jeg betragter som facts. Så jeg gad nok vide, hvor de 17% (eller de 6-8%) kommer fra. Begge dele er fjollede at tale om, synes jeg.

Men hvor jeg har været i stand til at sammenligne mine egne folk med CSC/PROSA-folk har jeg godt nok været imponeret over CSC/PROSA'ernes arbejdsforhold og aflønning og perks i forhold til vore gutter og gudinder.

En lille detalje er jo så også, at vi giver overskud og har gjort det i de 10 regnskabsår vi har haft indtil nu. Vi har haft nogle måneder (tre styks i rap i 2003, to sidste år), hvor vi har haft underskud, men så har vi gjort noget ved det (fyringer, råben og skrigen, nye initiativer, den slgas ting) indtil vi havde overskud igen.

CSC har blødt i fem år, men giver nu overskud måned for måned grundet de 120 lockoutede, som aflønnes af PROSA i stedet for CSC. Så det ironiske er, at PROSA hjælper Direktør Lind til at vise de første sorte tal CSC har set i de sidste fem år :-).

Jeg kan iøvrigt ikke se, hvorfor man ikke både må bede om lønnedgang, arbejdstidsopgang og afskaffelse af den der såkaldte tryghedsaftale?

Må man da kun bede om afskaffelse af én ting per overenskomstperiode, uanset situationen?

Jeg synes bare det fører til et menneskesyn om, at man ikke skal give medarbejdere forbedringer, sjove ting og del i overskud i gode tider, for de vil ikke af med dem i dårlige tider, og bliver sure over at miste i stedet for at være glade for at have haft.

Total 70'er-retorik som altid - nu med uddeling af løbesedler til Københavnerne :-). Fantastisk. Helt fantastisk.

Mvh.

Mogens

  • 0
  • 0
#2 Jesper Larsen

Mogens: "CSC har blødt i fem år, men giver nu overskud måned for måned grundet de 120 lockoutede, som aflønnes af PROSA i stedet for CSC. Så det ironiske er, at PROSA hjælper Direktør Lind til at vise de første sorte tal CSC har set i de sidste fem år :-)."

Vismændene vurderer, at de multinationale virksomheder oplyser omkring 40 mia. kroner for lidt i indtjening i Danmark. Og langt størsteparten (75% mener jeg) af de multinationale firmaer i Danmark betaler faktisk 0 kroner i skat. Og det er ikke fordi de reelt har underskud. Om det er tilfældet for CSC ved jeg ikke - men jeg ville ikke bruge deres underskud som et argument for noget som helst.

  • 0
  • 0
#3 Deleted User

Mogens, som ejer af et firma der sender skruebrækkere ud, også til CSC, kan jeg godt forstå din lille biks giver overskud. Gad vide hvor meget af de mellem 80 - 110.000 DU får hver måned, pr. udsendte "konsulent" (som i øvrigt kaldes skruebrækkere) – der går i dine ”gutter og gudinders” lommer og hvor meget skovler du selv hjem? Lad os, for enkelthedens skyld tage et gennemsnit af begge tal plus lidt smuds og genetillæg, ikke mindst ved at skifte arbejdssted, men også at skulle politieskorteres til og fra job i bus, uden anden reel grund end at ville indenfor på matriklen. Regnestykket bliver vel sådan cirka: Ind 95.000 - Lønudgift incl. tillæg 50.000 = 40.000 pr. måned pr. medarbejder – i din lomme! Ja, der er en prostitueret gemt i alle, bare betalingen er høj nok!

  • 0
  • 0
#4 Deleted User

Hej Anders -

Et par gutter fra min biks (som har 135 fuldtidsansatte og 83 freelancere at brødføde) kan det nok ikke liiige redde noget som helst mht overskud eller underskud :-).

Vi giver gode lønninger (synes jeg selv), så vi tjener ikke specielt meget på de par jobs derude. Og til min forundring kan vi på ingen måde matche lønningerne hos PROSA-folkene (og da SLET ikke arbejdsforholdene):

En PROSA-programmør derude (yes, du læste rigtigt: en almindelig programmør) derude, som jeg kender navnet på, har en månedsløn på over 130.000 kroner FØR tillæg.

En DBA jeg kender derude tjener mere end jeg gør om året (og arbejder MEGET MEGET mindre for det).

Adskillige (som i temmelig mange) af dem, der skifter bånd derude, kører i Porsche og/eller meget store BMW'er, fordi de tjener 1-2 millioner om året.

Samtidig med, at de får meget fine overarbejdsbetalinger får de OGSÅ afspadsering. Det betyder, at op til to timers arbejde en lørdag eller søndag eller aften belønnes med overarbejdsbetalingstillæg (og nogle andre tillæg afhængig af din alder) PLUS afspadsering.

Og så er der de mere muntre indslag som den overenskomst, der dækker de tre bygninger ude ved Femøren, hvor der Gud Hjælpe Mig står, at personer på disse tre lokationer har RET til gratis sodavand. Fed og vigtig ting at få ind i en overenskomst. Jeg gad nok at have set disse forhandlinger, da det blev besluttet :-).

Summar Summarum har der ikke blot været fest hos CSC, der har været et decideret orgie, i rigtigt mange år, til en masse ansattes udelte glæde (håber jeg). Men ligesom når en rigtig god fest er slut bør man glæde sig over den gode fest, og ikke være sur over, at den slutter.

Jeg har i mange år set på, hvordan CSC tog alt, alt, alt for mange penge for f.eks. drift og udvikling og almindelig service. 15 timer a 1300 kroner for at oprette to FTP-accounts. 20.000 timer for bare at drifte et almindeligt system - og så ellers ekstra, hvis der skulle lægges patches på. 2000 kroner i leje per Gigabyte per måned (det koster lidt under en krone at købe i butikkerne). Jeg kunne blive ved.

Det harmer mig Ad Helvede Til, at vi som skatteydere har skullet betale en masse i skat for at dette cirkus har kunnet køre rundt. Det har det så heller ikke kunnet - CSC har givet underskud de sidste fem år.

Med hensyn til det med at skulle politieskorteres har jeg lige fundet ud af idag, hvordan det kan være, at Politiet ikke griber ind overfor de spyt, slag og skub (og en enkelt føren-hen-et-andet-sted-til-en-kammeratlig-samtale), der har fundet sted overfor diverse folk.

Det er fordi Politiet har aftalt med blokadevagterne, hvornår de skal dukke op, og det er typisk 0930 eller 1000, hvor blokadevagterne ikke gider mere.

Det har jeg så idag bedt Politiet forholde sig til. Jeg mener jo så også, at det er i orden, at jeg stiller mig op foran PROSA's fine, dyre hovedkontor og dirigerer trafikken (og forhindrer folk i at komme på arbejde). Det har jeg meddelt Politiet, at jeg ikke regner med giver nogle problemer?

Hvis folk, der løser opgaver for vore kunder (som hostes hos CSC) er skruebrækkere - hvad er så de DKP-nostalgikere hos PROSA og Enhedslisten, der VED, at dette fører til nederlag, sammenlægning af PROSA med Samdata (fordi de ikke har flere steder, hvor de har forhandlingsret og fordi de er nødt til at låne penge til det her eventyr) - men som ikke kan frigøre sig for den tanke, at nok tabte de kampen om typograferne/litograferne dengang i 80'erne hos Berlingske - men DEN her kamp må de da for pokker vinde :-).

Fantastisk.

mvh.

Mogens

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere