Projektværktøjer skyder ofte over målet

Virksomheder bør være mere opmærksomme på, hvad de har brug for, inden de investerer i projektstyringsværktøjer, påpeger forskere.

De færreste haveejere investerer i en havetraktor til at slå græs, hvis deres grund er på 200 kvadratmeter. Alligevel anskaffer mange virksomheder sig billedligt talt en havetraktor, selv om de kun har brug for en håndskubber, når de skal vælge projektværktøj.

Det mener Eva Riis, ekstern lektor, Enheden for Projektledelse, Syddansk Universitet:

»På de fleste systemer kan du planlægge en Storebæltsbro, men det er der jo ikke så mange, der har brug for,« siger hun.

LÆS OGSÅDerfor valgte Danfoss Microsoft Project Server 2007

Kristian Kreiner, professor ved Institut for Organisation på Handelshøjskolen i København, har et lignende forbehold:

»Det afgørende er, om projektværktøjet er designet til at løse de problemer, som projektlederen slås med i det daglige. På den måde ligger værdien af et hvilket som helst værktøj i, hvordan vi anvender det. Og derfor er et projektværktøj ikke bedre end den projektleder, der bruger det. En skruetrækker har jo først værdi, hvis du ved, hvordan den bruges,« siger han.

Jo større og mere komplekst et projektværktøj er, jo sværere er det også at håndtere, fordi mere data ikke giver bedre overblik og styr på tingene, lyder Kristian Kreiners indvending:

»Mange af de projektværktøjer, vi bruger i dag, har et velgennemtænkt design. Problemet er bare, at værktøjerne ikke befinder sig i den samme virkelighed som projektlederen. Hvis de data, der skal lægges ind i systemet, ikke er noget, projektlederen har brug for, så kan han nemt blive lokket på afveje og fokusere på noget, der egentlig ikke er væsentligt.«

Selv om han mener, at det er en rigtig tanke at gøre projektværktøjer mere komplekse og dynamiske, så de matcher den verden, de skal bruges i, advarer Kristian Kreiner imod at træffe beslutninger på baggrund af konsekvensberegninger genereret af et stykke software:

»Vi skal ikke overlade til systemet at træffe beslutninger. Det skal projektlederen klædes på til at gøre. Hvis man lægger 100 meter nye kloakrør og kun mangler 10 meter, så er det altid et skøn, om det kan gøres på en tiendedel af den samlede tid. Hvad nu hvis det er den sværeste del, der mangler?« siger han.

**LÆS OGSÅ **Danskere og russere logger på Niras' eget projektværktøj

Det vigtigste at have øje for, når der skal investeres i projektværktøj, er ifølge begge forskere, om det skaber værdi for virksomheden. De er enige om, at projektværktøj er en nødvendig investering, men de understreger også , at det er et hjælpemiddel - ikke et mål i sig selv.

Forkortet - læs den fulde artikel i fredagens udgave af Ingeniøren.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Kim Michelsen

Min oplevelse er at værktøjet mere er købt for at kunne danne nogle rapporter så management tror de har overblik over projektet.
Samtidig med inddateringen i det officielle system benytter mange regneark sideløbende, da de sædvanligvis bedre dækker behovet, dvs. både planlægning som overblik for både leder og udviklere. Det kan med enkle midler skræddersyes projektet, hvilket er vigtigt da der er store forskelle mellem projekter, både afhængigt af organisation, brugere, udviklere og leder.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize