Professor om undersøgelse: Vandfald vinder, men man lærer meget af agile tanker
Vi bruger en vandfaldsmodel, selvom vi egentlig godt ved, at en agil udviklingsproces faktisk er bedst. Det ser ud til at være holdningen blandt de it-ansvarlige, når de bliver spurgt, hvordan de helst vil starte og drive nye it-projekter i det private erhvervsliv.
Det viser en undersøgelse, som brancheorganisationen Danske IT-Advokater har lavet blandt 100 virksomheder. Ikke hele undersøgelsen ligger online, men den viser, at 7 ud af 10 it-medarbejdere vælger en klassisk vandfaldsmodel, mens kun 1 ud af 3 vælger en agil model, når virksomheden projekterer og udvikler it-projekter.
Undersøgelsens konklusioner trækker spor i to retninger, mener John Christiansen, der er professor og ph.d. ved Institut for produktion og erhvervsøkonomi ved CBS.
»For det første vil de fleste ledere, også på it-området, jo gerne have en venstre-højre-model, hvor man ser løbende forbedringer. Oftest kan det signalere, at der er styr på projektet, og man ser en udvikling. Så jeg fortænker ikke virksomheder i at vælge en vandfaldsmodel, der giver en faseopdeling,« siger John Christiansen.
Dertil mener professoren, at den nye undersøgelse også et et udtryk for, at it-afdelingen lægger en vis tryghed og stabilitet ind i en udviklingsfase, der bygger på vandfaldsmodeller:
»Det, som en vandfaldsmodel jo oftest leverer, er et form for fælles sprog, der blandt andet siger noget om, hvilken fase projektet er i. I dag er man i mange virksomheder også god til at lægge review ind mellem de enkelte faser, så man også analyserer sin venstre-højre-udvikling.«
Succes skal omtænkes
Men hvorfor er det så, at it-afdelingerne stadig kan lære af og bruge den agile tilgang? Hvornår nytter det ikke alene at tænke it-projekter i benhård økonomi, resultater og succeskriterier, men også som fleksible delprojekter?
For John Christiansen er det et meget validt synspunkt, at økonomi og fluebenene ved de løbende faser fylder hos de ansvarlige. Det er håndgribelige resultater, som professoren ikke anfægter.
»Det, jeg gerne så i forlængelse af det, er en mentalitetsændring i debatten om, hvad et samarbejde og en kontrakt egentlig går ud på. Det skal især ses i kontraktens fokus på slutbrugeren, kunden. Er brugerleddet bundet op på benhård økonomi, eller er det mere båret af samarbejde?«
Professoren nævner en række eksempler fra it-udvikling i bankverdenen. Her kan kundefokus være vidt forskelligt. Enten afspejler projekterne kunderne, eller slutbrugerne, som centre for transaktioner - eller også vægtes de i et lys af mere relationsbårne samarbejder.
Det er en vigtig overvejelse at gøre sig, når man indgår kontrakter om it-leverancer, mener John Christiansen: Hvem laver man egentlig kontrakten for og med hvilket formål, spørger professoren retorisk.
Bladrer man videre i Danske IT-Advokaters undersøgelse, viser den også, at rigtig mange virksomheder og leverandører ryger i totterne på hinanden, når det handler om software, drift og hosting.
»Og det skyldes med stor sandsynlighed, at den forudgående kontrakt fra start opstiller en række snævre succeskriterier, der også sjældent er brugerfokuserede. Derfor risikerer man en del følgesygdomme, når et givent system tages i brug,« mener CBS-professoren.
Med andre ord er mentaliteten lige nu defineret ud fra, at alt i kontrakten skal overholdes ned til mindste komma, og hvis det ikke er tilfældet, så anser man meget hurtigt projektet som forfejlet.
»Det er den vigtigste lære, man i en vandfaldsmodel kan drage af de agile processer. Her er succeskriterier måske knap så skarpt optrukne, men de er i virkeligheden oftest mere afstemte og realistiske, samtidig med at problemløsningen er manøvredygtig,« slutter John Christiansen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.