Professor om it-forsinkelse fra KMD: Det er kommunernes egen fejl
En uvildig professor går nu i rette med kommunerne, der ligger i åben krig med it-giganten KMD om en række stærkt forsinkede it-systemer, de såkaldte støttesystemer. Det skriver finans.dk
Kommunerne mener, at KMD bevidst har forsinket udviklingen af nye it-systemer, fordi KMD tjener væsentligt mere på de gamle systemer, som de nye it-systemer skal afløse.
Således sagde KL-formand Martin Damm til Version2 i fredags:
»Det begynder at være en forklaring på, hvorfor vi ikke kan få de systemer, og hvorfor de bliver ved med at rykke deadlinen. At de er styret af nogle helt andre interesser end det at være en god leverandør til den kommunale sektor,« sagen KL-formanden.
KMDs administrerende direktør, Eva Berneke har over for Version2 helt afvist sådanne spekulationer:
»Jeg kan blankt afvise, at vi spekulerer i de her forsinkelser. Det er det mindst sande, jeg har hørt. Så skulle jeg ned og sige til 400 mænd, at de skulle arbejde langsommere. Det ville være helt tåget at gøre,« sagde Eva Berneke til Version2 i slutningen af januar.
Og nu får hun opbakning fra Per Nikolaj Bukh, der er professor i offentlig økonomistyring på Aalborg Universitet.
»Jeg køber ikke den konspiratoriske teori om, at ledelsen (i KMD, red.) forsøger at blive rige ved at udnytte kommunerne på kort sigt. I et børsprospekt vil selskabet skulle redegøre meget detaljeret for sine pengestrømme, og derfor vil KMD ikke være mere værd end selskabets fremtidige indtjening. Da man ved, at ekstrabetalingen ikke er permanent, vil det ikke have nogen betydning i en eventuel børsnotering,« siger Per Nikolaj Bukh.
Kommunerne har signeret elendig kontrakt
Professoren mener derimod, at kommunerne har lavet en kæmpe fodfejl ved ikke at forudse, at der lå et skævt incitament i udviklingen af de nye systemer og derfor tage højde for det, dengang man lavede udbuddet af de nye systemer.
»Det er kommunernes egen fejl, at de ikke har lavet en kontrakt, hvor de har krævet, at KMD betalte dagbøder i en størrelsesorden, der svarer til den ekstra indtjening, som KMD får ved forsinkelserne. Det ville have været en incitamentsmekanisme, som kunne forhindre, at situationen overhovedet opstod, fordi ingen ville have interesse i, at det sker,« siger Per Nikolaj Bukh til finans.dk.
Martin Damm har også tidligere udtalt, at KMD tjener 25 mio. kr. ekstra hver eneste måned, de nye KMD-systemer bliver forsinkede, men som professor Per Nikolaj Bukh påpeger, er det ikke ensbetydende med, at kommunerne betaler 25 mio. kr. ekstra for ydelserne hver eneste måned.
Det varer dog længere tid, inden kommunerne kan få den forventede besparelse på 25 pct. af prisen, så reelt taber kommunerne kun omkring 6 mio. kr. hver måned, lyder professorens beregning. Lige nu forventes støttesystemerne forsinket med 15,5 måneder. Dermed løber ekstraregningen altså hurtigt op i knap 100 mio. kr.
»Og det kan jeg godt forstå, at kommunerne er trætte af, for det er et rigtigt stort beløb og en ekstraudgift, som de ikke er blevet kompenseret for nogen steder fra. Derfor er det noget, man tager direkte fra den kommunale kernevelfærd, hvor budgetterne i forvejen er pressede,« siger Per Nikolaj Bukh.
Kommunernes IT-fællesskab Kombit har for nylig givet KMD denne måned ud til at indgå et forlig om leveringen af de over et års forsinkede støttesystemer. Støttesystemerne er en afgørende brik, for at kommunerne kan gå i gang med at implementere nye systemer, der er billigere end deres nuværende, som bliver leveret af KMD.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.