Juraprofessor på Aarhus Universitet Jørgen Albæk kritiserer regionsdirektør i Syddanmark Jane Kraglund for ikke at have informeret regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i sagen om læk af en halv million CPR-numre.
Det skriver Ekstra Bladet.
Ekstra Bladet kunne mandag berette om, hvordan ansatte og partnere i Region Syddanmark har haft adgang til CPR-numrene på patienter, der har besøgt Sygehus Lillebælt i årene 2013-2018.
Det drejer sig om cirka 500.000 CPR-numre.
Professor: Brud på orienteringspligt
Jørgen Albæk mener, at ansvaret ligger hos Jane Kraglund, hvis ikke hun har informeret Stephanie Lose.
Han udtaler, at regionsdirektøren har brudt sin orienteringspligt, hvis ikke hun har videregivet informationer om sagen til regionsformanden.
Jane Kraglund afviser, at hun har brudt sin orienteringspligt. Hun orienterede om adgangen til CPR-numrene den 2. november 2018, hvilket er mere end 150 dage efter, at hun selv var blevet orienteret.
Hun videregav ikke informationen, da sagen blev vurderet som havende 'lav risiko'.
I regionens egen meddelelse til Datatilsynet lyder det, at de 'sandsynlige konsekvenser' kan være identitetstyveri, ulovlige formål og skade på omdømme.