Professor efter afsløring af datalæk fra browsere: Persondatalovgivning fungerer ikke

Illustration: Thomas Ploug, LinkedIn
Professor på Aalborg Universitet mener, at fire forhold gør sig gældende i sag om videresalg af browserhistorik.

I går omtalte Version2 det tyske medie NDR's afsløring af, hvor nemt det er at bruge indsamlede data til at identificere personerne bag de adfærdsmønstre, man som bruger af internettet lægger, hver gang man benytter sin browser.

Læs også: Uhyrlig afsløring: Browserhistorik afslører intime detaljer om dig - og sælges videre

Thomas Ploug, der er professor på Aalborg Universitet på Institut for Kommunikation, peger på fire forhold, der giver cocktailen en rigtig bitter smag.

Misvisende oplysninger, kommercielle interesser, ikke-anonyme oplysninger og paradoksal regulering.

Han medgiver, at oplysninger om ens søgeadfærd kan fortælle rigtigt meget om personen bag, og at det derfor må betragtes som meget følsomme oplysninger.

Men der er også nogle problemer forbundet med at analysere den type oplysninger.

»Problemet er dels, at der er tale om personfølsomme oplysninger, og dels at oplysningerne står uden for kontekst. Det kan hurtigt give et misvisende billede af, hvem man som person er,« fortæller Thomas Ploug og giver et eksempel:

»Hvis jeg eksempelvis søger på 'Mein Kampf,' er det jo ikke nødvendigvis ensbetydende med, at jeg har sympati for nazisterne. Men sådan kunne det blive udlagt,« pointerer han.

Forstærket af kommercielle interesser

Det er for Thomas Ploug ingen overraskelse, at der er mange penge i oplysninger af denne karakter. Men han mener, at problemet bliver forstærket af, at der er så stor kommerciel interesse for dataoplysninger.

»Der er et stort kommercielt potentiale i at kende til folks præferencer, hvad end de så må være. Det betyder, at der også er stor interesse i at udnytte dem, og dermed giver det i sidste instans incitament til at sprede så mange data, som det er muligt,« forklarer Thomas Ploug.

Det tredje forhold, der er værd at pege fingre af, er, at det viser sig, at de oplysninger, man som borger går rundt og tror er anonyme, kun er det i teorien.

»Informationerne er af så omfattende karakter, at hvis man er opfindsom, ja, så kan man i visse tilfælde ret nemt re-identificere det menneske, der er bag,« siger Thomas Ploug.

Rådne cookies

Det sidste forhold, som Thomas Ploug lige umiddelbart kan pege på, er, at reguleringerne ikke virker efter hensigten.

»For nu at gøre din cocktail rigtig dårlig så er problemet krydret med en beskyttelseslovgivning, der ikke fungerer i praksis,« siger han.

Thomas Ploug forestiller sig, at meget af dataindsamlingen foregår via samtykke til 'cookie content', og han forstår godt, hvorfor man giver samtykke hertil, da der er rigtig mange gode grunde til at lade firmaer indsamle data om en, men det skaber et vakuum.

»Der er en række praktiske fordele ved, at vores søgehistorik bliver indsamlet, og det krænker ikke nødvendigvis vores privatliv,« siger han og fortsætter:

»Det gør det rigtig svært at finde en løsning, som både tillader firmaer at bruge og måske handle med data samtidigt med, at de beskyttes, for eksempel i form af at sikre reel anonymitet.«

Thomas Ploug henviser til, at den nuværende måde med samtykke til 'cookie content' ikke er den optimale løsning, fordi det kræver for meget af internetbrugerne at forholde sig til.

Han mener, at myndighederne bør sætte sig ned og finde alternative samtykkeformer til at involvere borgerne på en meningsfuld og motiverende måde.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (4)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bent Jensen

Hvis man gemmer og ser alle mennesker søgninger igennem, også vælge lidt vilkårligt ud, så kan man få den historie som man ønsker.

Som når statsministeren har søgt på børnehaver og kondomer =>

Lars Løkke måske pædofil.

Selv om han bare skulle på udlandsrejse ,og se hvornår børnehaven lukker.

  • 1
  • 1
Henrik Mortensen

Her synes jeg personligt at f.eks. Version2.dk burde afholde sig fra at give brugeren 'fingeren' ..som intro...første gang denne prøver programmet :

AdBlocker.

Jeg har fuld forståelse for brugen af reklamer på siden som en del af driftbudgettet, men 'beskeden' som dukker op (..standard på flere sites) er at 'pisse' folk lige i masken. (..undskyld den frivole sprogbrug :-Z )

Det kan kommunikeres 'pænere' ..efter min mening!

Joeh... man kan da godt 'komme videre' efter den lidt nedværdigende 'besked/information', men det viser bare; hvad der hentes ud af DATA om de 'besøgendes' private valg af software. Herunder hvilke programmer man har installeret ..eller ej! Altså 'dyneløfteri'.

Intet nyt under Solen: http://browserspy.dk/

  • 1
  • 0
Allan Astrup Jensen

"han forstår godt, hvorfor man giver samtykke hertil".
Men journalisten forklarer ikke at man normalt ikke kan sige nej til cookies, når man besøger en hjemmeside. Alene ankomsten til en side, man måske endda er kommet ind på ved en fejl, resulterer i en cooky, Så et nej er ikke et nej! Det sker i hvert fald, hvis man vil videre på siden. Det burde forbydes at kræve modtagelse af cookies for at besøge/læse en hjemmeside!

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize