Problemer med coronaprover.dk: Flere kan ikke bestille test-tider
I løbet af de seneste par dage har flere oplevet problemer med at komme ind på siden coronaprover.dk for at bestille tid til en covid-19-test.
Det fortæller flere kilder, Version2 har været i kontakt med. Det er primært, når folk forsøger at tilgå siden via computer, der er problemer, eller når de bruger wifi på mobilen.
Én kilde, der arbejder ved et teststed, beretter også, at der i søndags var flere personer, som dukkede op uden en tidsbestilling efter at have “taget chancen” og kørt afsted, da de ikke kunne tilgå hjemmesiden.
Ifølge Region Nordjylland, som står for driften af hjemmesiden, er der kommet adskillige henvendelser om problemet gennem supporten hos Sundhed.dk. Men man ved endnu ikke, hvad problemet skyldes:
»Lige nu ser det ud til at fejlen forekommer sporadisk,« skriver Lone Kaalund Thiel, kontorchef ved IT i Region Nordjylland i en mail.
»I går blev fejlen videreformidlet til Region Nordjylland og dermed også til vores leverandør. Vores leverandør arbejder i øjeblikket på at lokalisere, hvad der aktuelt er problemet,« skriver hun og uddyber, at leverandøren på systemet er Synlab.
Der er ‘huller’ med tidspunkter, hvor man kan få adgang til coronaprover.dk. Søndag aften registrerede Version2 adgangen ved disse tidspunkter i faktaboksen til højre.
Hos Version2 ser det ud som på billedet forneden, når man forsøger at tilgå siden fra Møn.
Men når man bruger en vpn, der er tilknyttet en ip-adresse i København, så kan man godt komme ind på siden.
For få bliver testet
I øjeblikket er der for få, som bliver testet. Det blev nævnt på Regeringens seneste corona-pressemøde, og det er fagpersoner enige i.
Kasper Iversen, professor på Københavns Universitet og overlæge på Herlev og Gentofte Hospital, fortalte d. 3. januar til Ritzau:
»Det er lidt bekymrende, at det er meget få, der bliver testet, i forhold til, hvad det var op til jul. Det gør, at der er en risiko for, at der kan være noget ukendt smitte rundt omkring.«
Lone Kaalund Thiel kan endnu ikke sige noget om, hvornår problemet med coronaprover.dk forventes at være løst, da leverandøren stadig arbejder på sagen .

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.