Privacy-forkæmpere: Amazons 'Ring' sender beboeres persondata til Google og Facebook

Illustration: Wikimedia
'Ring'-systemet sender ejerens navn, ip-adresse, mobiloperatør og sensordata til flere unavngivne analyse- og marketingsfirmaer. Ifølge foreningen Electronic Frontier Foundation er både Google og Facebook blandt modtagerne.

Hjemmesikkerhedssystemet 'Ring' sender beboerens persondata videre til flere analyse- og marketingfirmaer, heriblandt Facebook og Google.

Det vurderer foreningen Electronic Frontier Foundation på baggrund af sin egen undersøgelse, der kalder denne praksis for grundlæggende spionage.

'Ring', der ejes af amerikanske Amazon, bruges i praksis som en dørklokke med et indbygget kamera, der kan tilkobles eventuelle øvrige overvågningskameraer i husstanden.

Tredjeparts-trackere via appen

Men det er ikke kun tyve og andre udbudne gæster, der risikerer at blive overvåget af kamerasystemet – det gælder også beboeren selv.

Der kommer nemlig flere tredjeparts-trackere med om bord, når man anvender Rings mobile app til at administrere systemet.

Og de får tilsendt beboerens navn, ip-adresse, navn på mobiloperatør og sensordata fra interaktioner med Ring-systemet.

Læs også: Google viste ejere af kinesiske kameraer billeder fra vildtfremmede hjem

Flere af tredjeparterne får også detaljerede oversigter over, hvornår appen anvendes, hvornår den deaktiveres, mobiltelefonens tidszone og model samt flere informationer om den enkelte brugers præferencer.

Kan danne et unikt billede

Electronic Frontier Foundation (EFF) har efter eget udsagn fundet frem til de fem tredjepartsmodtagere, som modtager persondata fra Ring-brugerne.

De to mest iøjefaldende er Facebook og Google. MixPanel, AppsFlyer og Branch indsamler ifølge EFF også data fra Ring.

Læs også: Medie: Politi i USA benyttede optagelser fra dørkameraer til efterforskning

EFF kritiserer denne proces og alarmerer om, at de indsamlede data fra Ring-systemet og den dertilhørende app kan bruges til at danne et 'unikt billede' af den enkelte brugers enhed og dertilhørende adfærd.

Denne praksis finder ifølge EFF sted, uden at den enkelte bruger bliver tilstrækkeligt underettet og uden vedkommendes samtykke.

Det er ikke første gang, at det Amazon-ejede Ring-system har haft et par ekstra øjne, der kiggede med på, hvad der foregår i beboernes hjem.

Tidligere på året kunne man erfare, at samtlige hjemmeovervågningsoptagelser fra alle Ring-systemer lå tilgængelige på ukrypterede serverer hos Amazon, hvor ansatte og ukrainske forskere kunne få adgang til optagelserne.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere