Prisen for nyt fælles it-center i staten eksploderer til én milliard kr.

Et nyt it-center til staten er steget fra 32 millioner kroner til 400 millioner. Samlet bliver prisen for Statens It omkring en milliard kroner. Dansk Folkeparti kræver, at de involverede embedsmænd holdes ansvarlige.

Regningen for etableringen af et nyt, fælles statsligt it-center, kaldet Statens It, bliver op mod en halv milliard kroner højere end hidtil antaget.

Det vurderer Statens It nu sammen med rådgiveren på projektet, Cowi.

»Vores fagfolk, der sidder og ser på etableringsomkostningerne, vurderer, at prisen mindst ligger på det tidobbelte. Vi taler mere om en pris i nærheden af 400 millioner kroner. Det er en frustrende situation,« siger projektchef Martin Niels Pedersen, Statens It.

Den nye pris for det fysiske center, der skal varetage it-driften for 35.000 brugere i 15 ministerier, står i skarp modsætning til Finansministeriets og IBM's vurdering fra februar, hvor prisen for centret var beregnet til 32 millioner kroner.

Det er etableringen af selve centret, terrorsikring, ekstra strømforsyning m.m, der viser sig at være langt dyrere.

Projektchefen kritiserer også, at Finansministeriet ikke har medregnet personale, der skal få hele organisationen til at glide.

»Man siger, at der skal ansættes en direktør og 650 medarbejdere, men medregner ikke udgifter til administration, afregning, sekretariatsfunktion m.m. Det skal også lægges til. Og der kan være yderligere udgifter,« siger han.

Prisen er fordoblet

Med det nye skøn er den samlede udgift for etableringen af Statens It, inklusiv uddannelse af medarbejdere, tilpasning af de nuværende it-systemer og projektdesign, fordoblet fra et skøn på 490 millioner til næsten én millard kroner.

Formålet med Statens It, der ligger under Skatteministeriet, er at opnå store besparelser på at centralisere it-driften og ruste sig til fremtidens mangel på it-medarbejdere, der også vil ramme den offentlige forvaltning.

Martin Niels Pedersen afviser ikke, at der stadig kan være tale om en god forretning, selv om investeringerne sandsynligvis bliver betydeligt større end forventet.

Den nye pris for Statens It skal godkendes af regeringen og muligvis i Folketingets finansudvalg, hvilket kan forsinke projektet.

It-ordfører for Dansk Folkeparti, Jørn Dohrmann, synes sagen er 'træls'.

»Det viser, at staten ikke har begreb om, hvad penge er. De hælder penge ud, og de ved ikke, hvad de får for dem. Dette er jo ikke første gang, vi ser it-projekter, der overskrider budgettet. Det er hammer irriterende. Hver gang vi får en pris, kan vi lægge mindst 30 pct. oveni,« siger Jørn Dohrmann.

Han forlanger, at de involverede embedsmænd skal holdes ansvarlige for miseren.

»Det kan stadig være en god løsning på længere sigt. Men de, der har lavet de indledende beregninger, skal holdes op på det. Jeg mener, at man kan tage højde for de 'uforudsete ting', og at det kan gøres meget bedre,« siger Jørgen Dohrmann.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Stephan Bak

Hvis artiklens tal står til troende så har man åbenbart troet, at der kunne etableres et it-center til betjening af 35.000 medarbejdere og med 650 ansatte for så lidt som 32 mio. kroner.

Det bør ingen kunne lokkes til at tro på. Heller ikke selv om der sikkert at tale om genbrug af de eksisterende ressourcer i det omfang det er muligt.

  • 0
  • 0
Kai Birger Nielsen

Vi havde jo også brokket os, hvis Finansministeriet og IBM sagde 32 millioner og så finansudvalget sagde "Nej, det kan ikke passe, det må skulle koste 300 millioner" og så bevilgede det. Men der må vel have stået nogle forudsætninger et sted for hvordan de er nået frem til 32 millioner? Og ja, etablering af arbejdspladser for et beløb på 50000 kr pr ansat? Jeg giver Poul-Henning og Stephan ret. Det er et utroligt lavt beløb, men hvad med hjemmearbejdspladser? Det ville jo være "grøn" IT. Man ser det for sig. Hmm, hvor er nu CPR-registeret blevet af? Var det en af jer, der havde det med hjemme i sidste uge? Suk!
PS Her er et link til JDOH
http://www.folketinget.dk/default.asp?ptag=vismedlem&akro=DFJDOH
men de har glemt at skrive noget om gratis motorcykel og hans forsøg på at få "valgbidrag" fra Coop og Dansk Supermarked

  • 0
  • 0
Peter Nørregaard Blogger

I USA er der fremsat et forslag om at alle myndigheder skal rapportere hvis it-projekter afviger fra målet med mere end 20 %. Hvis det er mere end 40 % skal det angives hvorfor projektet ikke lukkes ned.

Nu er det ikke fordi vi mangler bureaukrati og kontroller i lille Danmark og vores vinkel må vel egentligt også være at blive klogere på hvordan det undgås fremover, ikke nødvendigvis at hænge projekter eller embedsmænd offentligt til tørre.

Men læs selv og vurdér:

http://simplearchitectures.blogspot.com/2008/11/senate-bill-s3384.html

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere