Når en patient bliver indlagt på et dansk hospital, er der konstant risiko for at gøre opholdet lidt værre ved at tilegne sig en infektion oveni. Det sker i dag for mellem seks og syv procent af indlagte patienter. Og det er kostbart, fortæller Jens Kjølseth Møller, der er speciallæge i klinisk mikrobiolog, overlæge på Vejle Sygehus samt klinisk professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet.

Sammen med Region Syddanmark og SAS Institut er sygehuset nu gået i gang med at udvikle et system, der kan forudsige, hvilke indlagte patienter der bliver ramt af infektioner - nærmere bestemt en urinvejsinfektion, der er den mest almindelige synder.
»Potentialet er stort. Patienter med en urinvejsinfektion er typisk indlagt dobbelt så længe som andre. Så der er mange ressourcer at spare, hvis vi kan forebygge infektioner bedre,« indleder Jens Kjølseth Møller.
»Der er selvfølgelig generelle regler om, hvordan vi skal forebygge infektioner. Men der er stadig tre til fire procent af patienterne, som får en urinvejsinfektion, mens de er indlagt. Der er sket meget, men det har vist sig at være svært at få tallet længere ned.«
De fleste, der bliver ramt af den pågældende infektion, får den efter kort tid på hospitalet. Men hvis hospitalets personale allerede ved indlæggelsen kan forudsige, hvilke patienter der vil få en infektion, kan problemet forhåbentlig mindskes, mener Jens Kjølseth Møller.
Opgav manuel rapportering
Betingelsen for, at projektet lykkes, har først og fremmest været et solidt datagrundlag. Og det er ikke så simpelt som at søge efter 'urinvejsinfektion' i patientjournalerne, forklarer Jens Kjølseth Møller.
»Læger og sygeplejersker er ikke altid flinke til at få skrevet i journalen, at patienten har en urinvejsinfektion. I praksis har vist sig at være håbløst at bruge journalen til det her.«
»Derfor har vi opgivet de manuelle indrapporteringer og opbygget et sæt algoritmer, der automatisk registrerer, hvem der får infektioner.«