Post Danmarks hjemmeside er ude af drift på tredje døgn

Siden weekenden har Post Danmark kæmpet med driftsproblemer af websitet, som onsdag morgen endnu er utilgængeligt.

I skrivende stund er det ikke muligt at tilgå det danske postvæsen fra en browser. Postdanmark.dk blev efter større driftsorstyrrelse og lange svartider over weekenden pillet ned mandag og er i skrivende stund endnu ikke tilbage til normal funktionalitet.

Ifølge Computerworld er det postvæsenets andet store it-nedbrud på bare 14 dage, hvor tjenesterne e-posthuset, postens e-butik og track&trace-funktionen på pakker gik i sort på grund af en server med synkroniseringsproblemer.

»Vi har performance-issues på hjemmesiden, som blev værre i løbet af mandagen, selv om vi arbejdede på sagen hele dagen. Så mandag aften besluttede vi at tage siden ned. Vi leder efter årsagen, men vi har ikke fundet den endnu,« fortæller chef for it i PostNord Danmark Herman Petersson til Computerworld.

Siden mandag aften er besøgende altså blevet mødt med en hvid side, der linker til de enkelte tjenester anført ovenfor, som alle med undtagelse af e-posthuset dog ser ud til at virke.

Læs også: Postdanmark.dk er nede på syvende døgn

Hjemmesiden havde i starten af 2014 også store problemer, da en brand i sitets datacenter førte til problemer med at genstarte tjenesterne. Dengang blev det til i alt ni dages nedetid, og genstartsproblemerne blev senere identificeret som en softwarefejl.

Læs også: Softwarefejl hos datacenter skyld i ugelangt nedbrud hos Post Danmark

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Gert G. Larsen

De fleste services virker nu, og deres hjemmeside er flot og hurtig, selv om der står "Vi beklager! Post Danmarks hjemmeside er desværre nede i øjeblikket." Det er faktisk kun en fordel, at det er sådan en lille skrabet side de har. Det kunne andre lære lidt af :-)

  • 4
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere