Pornoskuespillere og edda-digte: Læsernes bedste hardwarenavne

Version2’s læsere har delt ud af de kreative navne, de bruger til at identificere computere, harddiske og netværk, og opfindsomheden er stor. Vi har samlet et udpluk af de bedste her. Har du nogle endnu bedre?

I et blogindlæg efterlyste Jesper Stein Sandal kreative navne til kedelig hardware. For helt ærligt - man kan da ikke bare nøjes med ‘WORKGROUP’ og ‘Jespers PC’ vel?

At dømme efter antallet af debatindlæg, så er svaret entydigt nej, og det er åbenbart absolut vigtigere med en obskur popkulturel reference end at kunne huske, om ‘Sprocket’ er mailserveren eller vpn-serveren.

Som de siger i X-Factor (men vi mener det oprigtigt!), så var det svært at vælge blandt guldkornene, men vi har her udvalgt fem af de bedste:

5. Dyr

Dann Søjbjergs bud lyder måske ikke så kuriøst, at det gør noget, men årsagen til at vælge dyrenavne var godt nok ikke til at forudse.

»Har altid selv brugt simple navne såson Elgen, Musen, Hesten, etc. Tror det hele startede med "Elgen, den 8. passager" som en kammerat kom til at udtale en vis Alien film... og så var kimen lagt.«

4. I for one welcome our new computer overlords

Et er at menneskeliggøre sin hardware ved at navngive det, men man kan jo også vælge at gøre det så antagonistisk som overhovedet muligt ved som Henrik B. Sørensen at drømme om den dag Skynet bliver selvbevidst.

»Nu hedder mit netværk "AllHumansMustDie", og jeg har ikke længere koden. "Master Control Protocol" har lukket mig ude.«

3. Nordisk mytologi

Det kan ikke undgå at være en klassiker, men tricket er, at få det til at give mening i forhold til maskinernes funktion. Lektor Blomm^H^H^H^H Lektor og blogger Torben Mogensen forklarer

»Der er stadig et par servernavne, der har overlevet fra dengang, så jeg bruger stadig Ask og Tyr, og mailserveren hedder vistnok stadigvæk Ratatosk (efter det egern, der løber op og ned af Yggdrasil med beskeder).«

2. Rule 34

En måde at finde andre samtaleemner end vejret. Den behøver vist ikke længere forklaring end Morten Wegelbye Nissens begrundelse

»For længe siden brugte jeg kvindelige pornoskuespillerinder, det sjove var så dialogen, der opstår når andre genkender navnet.«

1. Størst sandsynlighed for at finde et unikt navn

Kai Birger Nielsens indlæg må du selv læse i den oprindelige tråd - bemærk, at det er den KORTE udgave. Et hurtigt uddrag til inspiration er edda-digte, Geografiske steder i Atlanta og månedsnavne fra den franske revolutionkalender.

»Der er selvfølgelig flere af dem, der er dårlige som servernavne pgra tegnsætshalløj, men ideen med listen var at tage så mange mulige med, så vi ikke skulle starte forfra hver gang [...] Lange bibelske navne har andre udfordringer :-) Abelbethmaachah, Almondiblathaim, Apharsathchites (forkortet af red.)«

Har du også brugt alt for lang tid på at komme op med kreative navne til din hardware eller dit netværk? Jamen så fortæl os da, hvad du kom frem til!

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (16)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Hans Schou

Jeg havde oprindeligt navngivet apparaterne med ord jeg havde svært ved at stave, så som "necessary" og "definitely" (eller hvordan det nu staves), med det håb at jeg en dag lærte at stave ordene.

Desvære var alle navne meget lange, så de var besværlige at taste ind, så det nye kriterie blev:
* Korte navne
* Enstavelse
* Første bogstav forskelligt (tab-completion når de står i /etc/hosts)

Det blev så børnenes første ord: Nej, min, sko.

Her mener Fruen at jeg husker forkert, og at det første ord var "mor", men det var altså "nej". Førstegangsfødende sidder jo helt febrilsk og propper al mulig mad i babyen, så det vigtigste ord er at lære er "nej".

Og "sko"? Ja den førstefødte er en pige.

Kristian Lund

Man kalder produktions-serveren Oppe, og Fallback'en Nede - så man en dag kan fortælle chefen at "Oppe er nede, men heldigvis er Nede oppe"...

PS: Mit job (cfdp.dk) brændte for nogle år siden, så alle vores arbejdsstationer er opkaldt efter mytologiske eller fiktive personer der er genopstået (Osiris, Gandalf, Jesus, Neo og så videre)

Frederik Nielsen

Mine servere og computere hedder lige præcis hvilken funktion de har.
For eksempel hedder min storage server PMS12ST001 - de første to står for hvorvidt maskinen er fysisk eller virtuel, og om det er et device eller en maskine.
Så PM = fysisk maskine, VM = virtuel maskine, PD = fysisk device osv.
De næste 3 er så styresystemet, som i det her tilfælde er Server 2012
Resten er så funktionen, hvor den her er storage - ST - og så et tal der gør det unikt.

Min workstation hedder så fx PMWIN8WKS001 - og ja der er et bogstav for meget i styresystemskolonnen, men hellere det end at man ikke aner hvad den kører af OS :)

Mit trådløse er det eneste der skiller sig ud med navnet "TryToHackMe" - og koden glemmer jeg hele tiden, da jeg aldrig bruger det..
Har også et par andre trådløse ud fra de forskellige netværk jeg har herhjemme.. fx "MGMT", "SRVNET", "FREXT", og til sidst et gæstenetværk der hedder "NoName-Guest".

Peter Mogensen

På IMADA i sin tid var alle SPARC maskinerne navngivet med klassiske komponister (Brahms, Verdi, Wagner...). NeXT maskinerne med malere (Rubens, Picasso). SGI maskinerne med SciFi-forfattere (Asimov...)
(Når ja, og Sun3 maskinerne med de oblikatoriske nordiske guder)

Det gav jo anledning til at man måtte sætte sig lidt ind i hvem disse folk var og hvad de havde lavet. Det gav jo også problemet at load på maskinerne blev fordelt lidt efter hvor svært det var at stave til navnet. Shostakovich så ikke så meget trafik.

Jørgen Elgaard Larsen

Jeg har stødt på flere forskellige serier i forskellige sammenhænge:

  • Whisky (Skotske distillerier: ardbeg, arran, bowmore...)
  • Hovedstæder (lyder så dejligt internationalt med servernavne som helsinki, havana, hanoi...)
  • Ølmærker (chimay, erdinger, kilkenny, refsvindinge, vestfyen...)
  • Astronomiske objekter

I øjeblikket sidder jeg hos LeasingBørsen, hvor maskinerne er navngivet efter andre maskiner - nemlig entreprenørmaskiner og andre ting, man kan lease (caterpillar, claas, liebherr, manitou, thwaites, volvo).

Poul Ejlersen

Stationære; Fury-161 & LV426 (planeterne i henholdsvis Aliens & alien3)
laptops, tablets & mobiler; Nostromo, Sulaco, Auriga & the Betty (rumskibene i de forskellige film)
det trådløse hedder Weyland-Yutani (det onde multinat, der er bag det hele)

Hvad kan jeg sige, jeg kan lide Alien universet.

Sune Marcher

Fury-161 & LV426 (planeterne i henholdsvis Aliens & alien3)


LV-426 var da i Aliens? Og hvad er denne alien3 du snakker om? Alien og Aliens var et par super film, så jeg synes det er lidt ærgerligt at de aldrig lavede flere? :)

Mht. navne, så hedder min server Ayanami - jeg kunne ikke vælge mellem Balthasar, Caspar og Melchior :). Da jeg fik råd til at købe en beefy stationær var Slowpoke et naturligt valg, og min ipad hedder Consumerwhore. Var lidt fantasiløs da arbejdslaptoppen skulle sættes op, så det bliv komputernafn - k'et tilsigtet, f'et en staevfjeld. Diverse android-enheder er navnløse.

Hvis jeg havde ansvar for en bunke maskiner ville jeg nok vælge et logisk navngivnings-skema (kedeligt men praktisk), men når det bare er til private maskiner må det godt være lidt fjollet.

Log ind eller Opret konto for at kommentere