Populært webanalyse-værktøj er umuligt at blokere

Et værktøj til at måle antallet af besøgende på en webside bruger metoder, der sniger sig uden om besøgendes ønsker om at stoppe cookies. Store amerikanske websider dropper nu Kissmetrics-værktøjet.

Selvom man spærrer for cookies og slår alle former for privatlivsbeskyttelse til i browseren, er det nærmest umuligt at slippe for at blive registreret af webanalyse-værktøjet Kissmetrics.

Det afslører forskere fra Berkeley-universitetet i Californien, i en tid hvor der er kommet kraftig fokus på brugen af cookies og sporing af webbrugerne, skriver magasinet Wired.

Hvor for eksempel Google Analytics-værktøjet ikke vil gemme cookies på brugerens computer, hvis man eksempelvis bruger sin browser i ’incognito’-tilstand, vil Kissmetrics-værktøjet stadig snige cookies ind og holde øje med den besøgende.

Som reaktion på forskernes afsløring har den uhyre populære amerikanske video-side Hulu.com valgt at stoppe brugen af Kissmetrics. Også musiktjenesten Spotify har slukket for Kissmetrics og overvejer nu, om værktøjet skal sendes på porten permanent.

Kissmetrics-værktøjet sporer folk ved ikke blot at gemme cookies på de besøgendes computer, men også lagre et ID-nummer for de besøgende i en perifer del af Adobe Flash, som næsten alle har installeret. Dermed vil webanalyse-tjenesten kunne genkende folk, selv efter de har slettet alle cookies. Princippet er grundlæggende det samme som i de såkaldte 'evercookies', som er meget svære at slippe af med, fordi de lagrer oplysningerne fra en cookie på et væld af forskellige måder på brugernes computer.

Kissmetrics-firmaet indrømmer, at man bruger disse metoder, som forskerne kalder ’luskede’, men forklarer, at der ikke er noget ulovligt i det.

Både i EU og i USA er politikerne de seneste år begyndt at lovgive om brugen af cookies for at beskytte internetbrugerne mod skjult overvågning af deres færden på nettet. I EU har der siden 25. maj i år således været en regel om, at besøgende skal give aktivt samtykke til, at der gemmes cookies lokalt på computeren. Reglerne bliver dog ikke håndhævet endnu i Danmark, da der endnu er meget usikkerhed om, hvordan lovteksten skal fortolkes.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere