Polsag genopstår som open source

Illustration:
APRILSNAR: Kildekoden til it-skandaleprojektet Polsag bliver nu frigivet som open source under navnet CaseClosed. CSC håber at score konsulenttimer.

Sidste kapitel af Polsag-sagaen er ikke skrevet endnu. For nu har CSC valgt at frigøre hele kildekoden som open source under GPL3-licensen og med det mere klingende navn CaseClosed. Det sker i håb om, at dygtige udviklere vil bruge fritiden på at rette »de sidste bugs,« som CSC selv formulerer det.

»Polsag er ikke perfekt, men med flere ressourcer kunne det sagtens gå hen og blive et særdeles kompetent produkt,« siger CSC’s internationale markedsføringschef, Pete Carpenter, til Version2. Han krydser fingre for, at CaseClosed kan gå hen og blive en rentabel forretning.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at andre lande, som ikke er så magelige på it-fronten vil tage CaseClosed til sig. Vi har faktisk allerede gang i forhandlinger med Kasakhstan om at levere konsulenttimer til deres implementering af systemet,« siger Pete Carpenter.

Dele af kildekoden er allerede lagt på nettet, og indtil videre kan man finde intet mindre end 1.500.655 linjer kode. Koden er skrevet i Delphi, og en kinesisk virksomhed er hyret til at oversætte dokumentationen fra dansk til engelsk.

For at sætte ekstra skub i udviklingen har CSC udlovet en 4GB USB-nøgle med CSC-logo på til de første 100 udviklere, som retter en fejl.

»Det er noget, vi gør for at vise vores goodwill. Open source handler jo om at gøre verden til en bedre sted uden belønning, men her vil vi godt skabe lidt ekstra incitament for at hjælpe til på projektet,« siger Pete Carpenter.

Hos Bornholms Politi, der har været forsøgskaniner på det nu skrottede Polsag-projekt, er man forundret over beslutningen.

»Vores indtryk var, at man var meget langt fra målet. Men på den anden side lyder det spændende, så nu vil jeg bruge påsken på at kigge koden igennem - for jeg ved jo om nogen, hvor skoen trykker,« siger Bornholms Politis systemadministrator Bent Kofod Panzer.

Version2 hører gerne kompetente læseres bud på, hvor de største problemer i kildekoden ligger. Du kan downloade den her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lars Bjerregaard

Har lige brugt et par hundrede timer på koden, og har fundet den første fejl. Glæder mig til min CSC USB nøgle. Forøvrigt er koden væsentligt pænere end man måske skulle tro. F.eks. er der ingen funktioner som er længere end 2200 linier. Det er da meget godt gået....

Jimmy Frydkær Dürr

Absolut en af de bedste 1 april-jokes jeg har set længe.

Jeg bruger selv OSS og har gjort det gennem mange år. Desværre tvivler jeg på at nogen OSS udvikler ville have lagt navn til en eneste linje kode i "CaseClosed". Men yderst opfindsomt navn til det skrottede læs kode-sjusk fra CSC (CaseClosed).

Log ind eller Opret konto for at kommentere