Politisk flertal mod sessionslogning - men først revision i 2015

18. marts 2014 kl. 11:155
Selvom både SF og de Radikale nu melder åbent ud om modstand mod sessionslogning, og dermed skaber flertal mod reglerne, sker der ikke noget lige nu. Først i løbet af første halvår 2015 vil konceptet blive evalueret.
Artiklen er ældre end 30 dage
Manglende links i teksten kan sandsynligvis findes i bunden af artiklen.

Den omfattende overvågning af danskernes brug af internettet - kendt som sessionslogning - er nu for første gang kommet i modvind blandt et flertal i Folketinget.

Sammen med historien om, hvordan antallet af registreringer er steget til 3,5 billioner om året, skrev Information mandag om SF’s og de Radikales nye modstand mod sessionslogning.

Men selvom de to partier - sammen med Enhedslisten og Venstre dermed har flertal på Christiansborg, skal man ikke forvente store omvæltninger i logningsreglerne lige nu.

Først når 2014 er slut, kan SF gå mod regeringen i spørgsmålet om sessionslogning, fordi partiet er bundet af en aftale fra regeringstiden, hvor evalueringen af reglerne blev udskudt. Justitsministeriet har også selv meldt ud, at en revision af reglerne vil ske i næste folketings-samling, altså inden sommeren 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til gengæld burde det kunne gå lidt stærkt, når der nu er politisk flertal for at kulegrave de meget omstridte sessionslogninger, mener partiets retsordfører Karina Lorentzen.

»Det burde ikke kunne tage lang tid. Nu ved Justitsministeriet, at der er et flertalsønske om revision. Hvis de forbereder sig godt, så burde det ikke tage lang tid at tage stilling til. Jeg tænker, at vi skal åbne for snakken, når klausulen (den tidligere regeringsaftale, red.) udløber mod udgangen af 2014,« siger hun til Version2.

Ikke en blomst fra vores have

Hos de Radikale forklarer it-ordfører Jeppe Mikkelsen den nye udmelding med, at partiet aldrig har været ’glødende tilhængere’ af logningsreglerne, og at der nu er gået lang nok tid med at vente på en stor revision af EU’s regler om telelogning, der ligger til grund for nogle af de danske regler.

»Vi er indstillet på at kigge på, om vi skal mindske overvågningen, for vi er kritiske over for masseovervågning. Det er ikke en blomst, der har groet i vores have,« siger han til Version2.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Justitsministeriet siger, at der vil komme en revision i næste folketingssamling, inden sommeren 2015. Vil I presse på for at det sker før?

»Vi kan godt leve med, at det sker i næste samling. Allerhelst ville vi gerne have en revision af EU-reglerne først, men det har trukket meget ud. Jeg føler, at det er på tide, at vi kigger reglerne efter,« siger Jeppe Mikkelsen.

At EU’s langsomme fremfærd har været en bekvem måde at udskyde den danske evalueringen på, afviser han blankt.

»Det er ikke et dårligt argument at vente på EU’s revision, for det er bedst at gøre det samlet, og det tror jeg også hele telebranchen foretrækker. Ved at gøre det samlet, kan man undgå at få to lovændringer og kunne nøjes med én, og det er en klar fordel for branchen,« siger Jeppe Mikkelsen.

Men ventetiden er blevet for lang - og at antallet af registreringer er steget så markant, til 3,5 billioner om året, har gjort problemet mere tydeligt, mener han.

Mest sandsynligt at sessionslogning afskaffes

Evalueringen af den danske logning - hvor internetovervågningen er et særligt dansk fænomen, som ikke er et krav fra EU - skal bruges som beslutningsgrundlag for reglerne fremover. Og der skal meget gode argumenter på bordet, hvis SF skal stemme for at beholde sessionslogning, mener Karina Lorentzen.

»Det virker mest sandsynligt, at sessionslogning ryger ud, for mig at se. Med mindre man stiller med et nyt og overraskende materiale, som siger, at det er et meget værdifuldt efterretningsværktøj, så synes jeg ikke, at man skal fortsætte med at indsamle så store mængder information om borgerne til ingen verdens nytte,« siger hun.

Den danske telelogning blev indført i 2007 som Danmarks fortolkning af EU’s direktiv på området - men Justitsministeriet og VK-regeringen gik dengang meget længere, end EU-reglerne foreskrev.

For eksempel er sessionslogning en dansk opfindelse, som ved at registrere danskernes brug af internettet skulle bruges til terrorbekæmpelse og i alvorlige kriminalsager. Foreløbigt har Justitsministeriet dog kun kunnet give ét eksempel på, at de mange data - over 90 procent af alle logningsdata - har været en hjælp i en sag, nemlig i en efterforskning af et netbankindbrud.

5 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
5
19. marts 2014 kl. 11:14

Jeg krydser fingre for at vores politikere en dag vågner op og indser hvor spild af tid og penge sessionslogningen er.

4
19. marts 2014 kl. 11:03

havde den - vupti - været klar på fredag. Om ikke andet, så med tilbagevirkende kraft.

Man er meget dygtig, når det passer i krammet...

Men er det besværligt, er der ingen grænser for forklaringer på, at det desværre ikke kan lade sig gøre lige nu - domani - domani.

3
18. marts 2014 kl. 16:46

..op over politikernes ansvarsfrasigelse. Alle partier har enten stemt for loven eller godtaget skiftende justitsministres udsættelse (med henvisning til EU, der har ventet på de nationale vurderinger). Sig nu bare, ja vi har fejlet groft.

2
18. marts 2014 kl. 15:55

Den politiske aftale om at udskyde evalueringen af den danske logning inklusive sessionslogningen i 2013 indeholdt et element om at sessionslogningen skulle evalueres i efteråret 2014 hvis der ikke i mellemtiden var kommet et revideret logningsdirektiv fra EU.

Der sker ikke noget i EU før EU domstolen har afsagt deres dom i sagen om lovligheden af logningsdirektivet i forhold til EUs Charter om Grundlæggende Rettigheder. Dommen ventes til sommer 2014. Hvis dommen følger generaladvokatens udtalelse fra december, vil logningsdirektivet være i totalt kaos efter sommeren.

Betingelsen for at Folketinget skal lave en særskilt evaluering af sessionslogningen i efteråret 2014 er derfor til stede. Jeg har også set andetsteds at Justitsministeriet planlægger et udspil om sessionslogningen til efteråret.

1
18. marts 2014 kl. 14:13

Politikerne indførte overvågningsloven for at holde øje med borgerne, men indførte mørklægningsloven for at borgerne ikke kunne øje med politikerne.

Den amerikanske cartoonist Steve Sack mener at det samme er tilfældet i USA med denne tegning NSA listens.