Der er mange steder i hovedstadsområdet kun ét firma, der kan levere infrastruktur til en internetforbindelse, nemlig telegiganten TDC, som i 2009 supplerede kobbernettet og Yousee-kabel-tv-nettet med et opkøb af Dongs fibernet.
Nu har TDC så også købt fiberudbyderen ComX, og det har fået Socialdemokraternes it-ordfører op af stolen. Med endnu et opkøb er TDC’s position blevet endnu mere dominerende, og det kan være farligt, skriver hun i en e-mail til Version2.
»TDC har et stort ansvar at leve op til. Når man er så stor en aktør på markedet, som TDC er – ja vi nærmer os jo et de facto-monopol flere steder rundt i landet – så har man et stort ansvar at leve op til. Derfor må jeg sige, at jeg synes, det er en bekymrende tendens, vi ser. Monopoler er et onde – også de facto monopoler, som vi er på vej i mod flere steder rundt om i landet,« skriver Karin Gaardsted, it-ordfører for det store regeringsparti.
Hun har ikke glemt, hvordan det gik efter opkøbet af Dongs omfattende fibernetværk i København.
»Vi så, hvor galt det gik efter opkøbet af DONG’s net i Storkøbenhavn, hvor priserne røg gevaldigt i vejret. Derfor skal TDC vide, at vi fra politisk side holder øje med dem. Jeg vil holde dem op på deres løfter om, at ComX-kunderne ikke kommer til at mærke nogen forandringer. Hvis ComX-kunderne mærker serviceforringelser eller markante prisstigninger, bør det have konsekvenser for TDC,« skriver Karin Gaardsted.
Fordi TDC har en så dominerende position, er selskabet forpligtet til at stille alle netværk til rådighed for konkurrenter, som skal kunne leje sig ind til en rimelig pris. Dermed kan andre firmaer for eksempel tilbyde internet via ComX-fiberen, hvis de ser en mulighed for at underbyde TDC’s produkt.
Det skal TDC leve op til, uden ’narrestreger’, lyder det fra it-ordføreren, som er klar til et politisk indgreb, hvis ikke TDC lever op til tilliden.
»I forhold til politiske værktøjer har vi jo forpligtiget TDC til at stille infrastrukturen til rådighed for konkurrenterne til en rimelig leje. Hvis TDC bliver lidt for kreative og forfalder til ’narrestreger’, som vi så det var tilfældet med DONG-opkøbet, synes jeg, vi bliver nødt til at gribe griber bolden politisk. Men jeg både håber og tror, at TDC tager ansvaret på sig,« skriver hun.
Version2 har forsøgt at få en kommentar fra TDC og afventer stadig svar.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.