Et klagebrev fra elevrådet på Virum Skole kan ikke skabe så meget røre i andedammen, at folketingsflertallet for at vedtage ODF og OOXML-strict som det offentliges kommende dokumentstandarder vakler.
Det er konklusionen oven på historien torsdag om, at elevrådet på Virum Skole i skarpe vendinger kritiserer Lyngby-Taarbæk Kommunes beslutning om at droppe Microsofts Office-pakke til fordel for Openoffice.
Eleverne kritiserer blandt andet indførelsen af Openoffice på skolen for at skabe konverteringsproblemer og for at mangle layout-funktionalitet.
Hos Dansk Folkeparti holder it-ordfører Mikkel Dencker fast i, at regeringen ikke skal regne med støtte fra DF i dokumentformatkrigen:
»Sådan en sag er ikke noget, der giver vaklen i geledderne. Vi lytter selvfølgelig altid til folk, der har praktiske erfaringer, men principielt mener jeg, det er den rigtige beslutning at holde fast på ODF og OOXML-strict som åbne standarder,« siger Mikkel Dencker.
Samme melding kommer fra socialdemokraternes it-ordfører Yildiz Akdogan:
»Jeg lytter naturligvis både til ris og ros, og sagen gør indtryk på mig. Jeg er overrasket over at høre, at konvertering og layout skulle være problematisk, for det er ikke, hvad vi ellers har hørt. Og når det er sagt håber jeg da, at kommunen er lydhør over for kritikken og kommer eleverne i møde,« siger Yildiz Akdogan.
Derfor får sagen hende heller ikke til at ændre holdning. »Det er den første kritiske case, jeg hører om, så jeg tror stadig, det er den rigtige beslutning, vi går i salen med den 29.«
Endelig er SF's it-ordfører Hanne Agersnap på linje med sine ordførerkolleger:
»Det er fint, at eleverne engagerer sig, men på mig lyder det ikke værre, end at problemerne er til for at blive løst. Så nej, der er ingen vaklen i geledderne, for beslutningen om både ODF og OOXML er stadig den rigtige.«