V: Danske myndigheder skal beskytte databehandlere mod amerikansk pres

Den danske stat skal stille op for databehandlere, der bliver fanget mellem dansk og amerikansk lovgivning. Det er Venstres reaktion på Datatilsynets advarsel om potentielle persondataretslige konflikter mellem Danmark og USA.

De danske myndigheder skal tage slagsmålet med USA, hvis de amerikanske myndigheder beder en databehandler i Danmark om at udlevere personfølsomme oplysninger. Det mener Venstres It-ordfører, Michael Aastrup Jensen, efter at en amerikansk domstol har afgjort, at amerikanske selskaber kan tvinges ved lov til at udlevere oplysninger fra deres datterselskaber i Europa.

Flere amerikansk ejede selskaber håndterer personfølsomme oplysninger for de danske myndigheder, og eksempelvis er CSC databehandler for blandt andet Rigspolitiet, Inderigs- og Økonomiministeriet og alle de danske politikredse. Men virksomheden kan komme i klemme mellem Amerikansk og dansk ret, hvis de amerikanske myndigheder kræver at det amerikanske moderselskab udleverer oplysninger om danske borgere.

Og ifølge både Datatilsynet og juridiske eksperter bør myndighederne overveje, om de kan stå inde for datasikkerheden i sådan en situation.

Derfor vil Venstre altså have beskyttelse til de danske databehandlere, så de kan modstå et eventuelt amerikansk pres. Det skal være et statsligt anliggende, og håbet er, at diplomatiet kan sikre danskernes data.

»Vi skal kunne gå ind og give noget beskyttelse til disse her virksomheder, der kommer i klemme. For det er en alvorlig klemme, de kan komme i. Danmark må troppe og overtage sagen, så leverandørerne kan nægte at udlevere data til USA.«

Er det realistisk, at Danmark kan få de amerikanske myndigheder til at ændre kurs i sådan en situation?

»Det mener jeg faktisk, at det er, hvis man gør det til en statssag. Så man går ud fra at amerikanske beslutningstager kan se, at man ikke skal gå ind og tryne en nær allieret som Danmark,« Siger Michael Aastrup Jensen, der tilføjer, at man vil bede regeringen implementere foranstaltningerne i Danmark, ligesom man vil gå videre til EU med det.

CSC har været involveret i offentlig dansk it siden halvfemserne, da virksomheden købte det, der dengang hed Datacentralen. Og man kan spørge sig selv, hvor de nævnte sikkerhedsforanstaltningerne var, da Venstre selv sad i regering. Men ifølge Michael Aastrup Jensen har problemstillingen ikke været på radaren før i de sidste par år.

»Vi er simpelthen blevet overhalet af begivenhedernes gang. Edward Snowden har åbnet øjnene på mange af os, og at en amerikansk dommer kan sidde og træffe sådanne beslutninger, det havde jeg ikke drømt om for bare få år siden,« Siger Michael Aastrup Jensen til Version2.

Læs også: Datatilsynet: Myndigheder bør tænke sig om, inden de hyrer amerikansk ejede databehandlere

Regeringen tager bekymringerne alvorligt

Også Enhedslistens it-ordfører Stine Brix udtrykker over for Version2 bekymring over, at amerikansk ejede selskabers håndterer personfølsomme oplysninger om danskere, og DFs it-ordfører, Dennis Flydtkjær, oplyser, at han vil bede regeringen igangsætte et udvalgsarbejde på området.

Inden for regeringen hos det Radikale Venstre er it-ordfører Jeppe Mikkelsen enig i, at der skal kigges nærmere på persondataretten og håndteringen af borgernes oplysninger. Han mener dog ikke, at der umiddelbart er grundlag for at udelukke amerikanske virksomheder fra at byde ind på offentlige danske udbud.

»Disse bekymringer skal selvfølgelig tages alvorligt. Persondataloven har efterhånden en del år på bagen, og vi skal have sikkerhed for at danske borgeres data ikke bliver misbrugt. Så vi skal have kigget på skillelinjerne mellem dansk ret og lovgivningen i et eventuelt andet land, det er relevant. Men at afskrive internationale selskaber som databehandlere, det kan jeg ikke gøre på nuværende tidspunkt,« siger Jeppe Mikkelsen til Version2.

Den konklusion bakkes op af Venstre Michael Aastrup Jensen, der heller ikke ser løsningen i at udelukke amerikansk ejede selskaber.

»Jeg er ikke jurist, men med de udbudsregler, der er i EU, der mener jeg ikke, at vi kan udelukke amerikanske virksomheder.«

Vil i fra Venstre arbejde for at få ændret de regler?

»Nej, for det vil være en glidebane. Det er jo ikke kun amerikanere, der kan være slemme, så skal vi også udelukke russiske og kinesiske virksomheder og alle mulige andre. Det er ikke løsningen,« Siger Michael Aastrup Jensen.

Læs også: Eksperter: KMD og CSC kan blive nødt til at udlevere følsomme oplysninger om danskere til USA

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (13)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christian Schmidt

Vil i fra Venstre arbejde for at få ændret de regler?

»Nej, for det vil være en glidebane [...]« Siger Michael Aastrup Jensen.

En glidebane mod hvad?

Persondataloven opererer i forhold med en opdeling af lande i forhold til, om de kan tilbyde et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau.

  • 6
  • 0
Jakob Sørensen

Naturligvis er det vigtigere at please EU, end det er at beskytte persondata. For det ville jo være meget værre at få en EU-sag på nakken* end at en Amerikansk domstol beordrede beskyttet dansk data udleveret.

*I virkeligheden er det nok tvivlsomt at vi ville få en EU-sag på nakken. Sydeuropæiske lande har i årevis skidt højt og flot på udbudsreglerne, uden nogen konsekvens.

  • 7
  • 0
Christian Schmidt

Naturligvis er det vigtigere at please EU, end det er at beskytte persondata. For det ville jo være meget værre at få en EU-sag på nakken* end at en Amerikansk domstol beordrede beskyttet dansk data udleveret.

Danmark er blandt de mest USA-loyale lande i EU. Hvis selv danske politikere ønsker at gøre op med amerikanernes adagang til europæiske borgeres og virksomheders data, vil det forhåbentlig være muligt at finde meningsfæller i resten af EU (bl.a. i Tyskland, der tager denne problematik anderledes alvorligt), så EU-reglerne kan blive justeret, eller så der kan indgås en juridisk bindende aftale med amerikanerne og andre lande.

  • 3
  • 0
Thomas Jespersen

Well said. Problemet er at det sker hele tiden... Altså at en amerikansk dommer beder en amerikansk virksomhed om at udlevere deres kunders data uden at de må fortælle kunden om det. Dvs. at CSC udlevere data fra SKAT, og IBM udlevere data fra Danske Bank... uden at SKAT og Danske Bank overhovedet bliver informeret. Det er en del af Patriot Act http://en.wikipedia.org/wiki/Patriot_Act.

Og dette sætter salget af NETS i et helt andet lys.

Danske politikere er dumme og naive, når de tror, at de kan kontrollere data i en amerikansk ejet virksomhed. Er det ikke på tide at de vågner op?

  • 13
  • 0
Kasper Hovgaard

... den nævner, at
"Leverandører, som formelt er underlagt regler, der indebærer, at personfølsomme data kan udleveres til andre lande uden dansk dommerkendelse, vil ikke kunne komme i betragtning. Misligholdelse af dette krav eller lovmæssige ændringer i leverandørens hjemland, som medfører et formelt krav om udlevering, vil resultere i en omgående annullering af kontrakten."?
:-)

  • 8
  • 0
Ditlev Petersen

at Danmark faktisk opsagde en kontrakt med f.eks. CSC, ville man så overtage de programmer, der er udviklet på Datacentralen/CSC gennem tiden, eller ville man stå med en stabel magnetbånd, man ikke ville kunne bruge til ret meget? Da man solgte Datacentralen, solgte man vel det hele med? Er der en aftale om at deponere kildekoder, datamodeller, driftsdokumentation m.v.? Gælder en sådan aftale overhovedet for amerikanske firmaer?

Jeg ser i ånden et EU-udbud på millioner af kartotekskort. Jeg har længe haft svært ved at skaffe den slags. :-)

  • 2
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

Er det ikke på tide at de vågner op?


De er vågnet. Problemet for politikerne er at befolkningen ikke längere deler deres ubetingede servilitet over for USA og nu vil have at politikerne drager nogle konsekvenser af at USA behandler sine påståede allierede som fjender.

Så nu pröver de på at lukke sagen med tomme löfter - hvilket trods alt er en fremgang fra "tro- & uvidenheds - sporet"; det viser at politikerne begynder at föle et vist pres, men slet ikke nok til at göre noget konkret.

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere