Politiker-bekymring over kommunernes it-sikkerhed: »Hvad vil ministeren gøre?«
Der har været en voldsom vækst i mængden af cyberangreb mod kommunerne i løbet af de seneste fem år. På baggrund af DR's dækning af stigningen, har de to konservative folketingsmedlemmer Birgitte Bergman og Katarina Ammitzbøll stillet §20 spørgsmål til henholdvis indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen, begge fra Socialdemokratiet.
Ordlyden i de to spørgsmål er den samme:
Skal der strammes op på lovgivningen omkring og kravene til kommunernes it-sikkerhed?
Af DR’s dækning af det stigende antal cybersikkerhedsangreb i kommunerne fremgår det, at 48 ud af 71 kommunale it-chefer, der har svaret på DR’s henvendelse, har kunnet rapportere at man har oplevet antallet af cyberangrebsforsøg mod deres respektive kommuner som ‘lidt stigende’ eller ‘meget stigende’.
Læs de to spørgsmål her
Birgitte Bergmann har spurgt Kaare Dybvad:
»Mener ministeren, at der er behov for at stramme op på lovgivningen og kravene til kommunerne vedrørende data-/it-sikkerhed, idet flere danske kommuner har oplevet cyberangreb på det seneste, eller er ministeren af den opfattelse, at den nuværende lovgivning og de eksisterende aftaler på området er dækkende?«
Katarina Ammitzbøll har spurgt Dan Jørgensen:
»Hvad vil ministeren gøre for at ruste kommunerne til det stigende antal hackerangreb, som er beskrevet i DR’s artikel »Hackere presser kommunerne: Der er rigtig mange, der bliver ramt hele tiden«, og vil ministeren kontakte KL med henblik på at få data på, hvad konsekvenserne har været af det stigende antal hackerangreb, f.eks. i form af længere sagsbehandlingstider m.v.?«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.