Politiets nye it-center har fået over 12.000 anmeldelser om økonomisk kriminalitet
Snyd med onlinevarer, ulovlig adgang til netbank eller afpresning på datingsider.
12.162 danskere har mellem december 2018 og maj 2019 henvendt sig til politiets nye, landsdækkende center LCIK for at anmelde it-relateret økonomisk kriminalitet.
Det har politiet kortlagt i en analyse for det nye center, som også viser, hvilke typer it-baseret kriminalitet der er tale om. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelse.
Den halvårlige analyse viser, at de fleste anmeldelser - 4.209 af dem - handler om såkaldt samhandel, hvor en borger bliver snydt af en anden, når de handler sammen på nettet. På andenpladsen over forbrydelsestyperne er misbrug af betalingskortoplysninger med 2.715 anmeldelser, mens tredjepladsen med 1.651 anmeldelser er bedrageri mod finansielle institutioner og kreditgivere.
»Vi har et rigtig godt overblik over, hvilke typer it-relateret økonomisk kriminalitet danskerne anmelder. Samtidig ved vi også, hvilke dele af befolkningen der udsættes for særlige former for kriminalitet. For eksempel hvor anmelderen kommer fra, deres alder og så videre. Det betyder, at vi løbende kan lave meget præcise, målrettede forebyggelseskampagner,« siger centerchef Trine Møller i pressemeddelelsen.
Centrets rolle er at assistere de 12 politikredse ved at foretage den indledende efterforskning, identificere mønstre og forebygge sager, der har med økonomisk it-kriminalitet at gøre.
