Politiets nye superdatabase, Pol-Intel, giver etaten adgang til tværgående informationsanalyse og samlet søgning i f.eks. registre over nummerplader, bandeskyderier, tidligere domme, våbentilladelser og internationale efterlysninger. Men også data fra sociale medier, Sundhedsplatformen, politiske partier m.m.
Samtidig øger it-systemet kvaliteten af data og databeskyttelsen, har det ifølge Samfundsdesign lydt i oplæg fra politiets databeskyttelsesansvarlige, DPO, Christian W. Swanberg:
Løsningens privacy-by-design omfatter blandt andet følgende:
- Der vil være forskellige grader af adgang, således nogle politifolk har mere adgang end andre.
- Det er muligt at pseudonymisere og anonymisere udvalgt data - også helt fra starten - så risikoen for data læk mindskes.
- Al data vil have en historik tilknyttet og således mere valid.
- Systemet underbygger, at data slettes, så snart det ikke skal bruges mere.
- Al brug af systemet logges, så man altid kan gå tilbage og se, hvem der har kigget på hvad.
IT-Politisk Forening er kritisk overfor systemet, da de mener, at det giver Rigspolitiet nogle meget brede beføjelser, som ikke er ordentligt afgrænsede.
»Det er korrekt at Pol-Intel indeholder funktionalitet til pseudonymisering og begrænsning af adgangen til bestemte oplysninger, men det er kun privacy-by-design i en meget snæver forstand,« siger foreningens formand Jesper Lund til Samfundsdesign.
Han hæfter sig især ved, at der ingen beskyttelse er imod potentielt (mis)brug af systemet i politiet til datamining eller personprofilering.
Pol-Intel er købt af den amerikanske leverandør Palantir for et trecifret millionbeløb.
Læs IT-Politisk høringssvar om Pol-Intel her.