Politiet skal fortsætte med de gamle it-systemer – men et nyt bliver lagt ovenpå

Efter flere års forsøg på at udskifte de gamle it-systemer, som politiet har til rådighed, har man nu valgt at beholde dem og i stedet lægge et nyt ovenpå. Dermed er ideen bag det hedengangne POLSAG endegyldigt skrinlagt.

Det danske politi har helt opgivet ideen om at få et helt nyt it-system, men kan se frem til mindst syv år mere med de gamle.

Det fremgår af et udbud fra Rigspolitiet. I udbuddet søges leverandører til blandt andet at tage sig af de eksisterende programmer i forhold til vedligeholdelse, support, men også at videreudvikle på den eksisterende portefølje.

Ideen, som det nu hedengangne CSC-udviklede POLSAG repræsenterede om en moderne it-platform, er dermed grundigt skrinlagt.

Udbuddet falder sammen med, at det tidligere på måneden kom frem, at Rigspolitiet har indkøbt systemet POL-Intel, som leveres af det Silicon Valley-baserede selskab Palantir. Hvor Polsag skulle erstatte de eksisterende systemer, lægges POL-Intel så at sige oven på.

Det betyder altså, at de eksisterende systemer fortsætter i drift, mens POL-Intel skal samle dem analyse- og søgemæssigt. Det skal fungere som et samlende værktøj, som gør brug af de data, der findes i de forskellige databaser, som politiet til dagligt arbejder med.

De eksisterende systemer har da også været igennem en del forbedringer, siden man lagde POLSAG på hylden.

Det fortæller Niels Hedeager, formand for Syd- og Sønderjysk Politiforening og it-politisk talsmand i Politiforbundet:

»Dengang, hvor man arbejdede på POLSAG, lavede man kun de allermest nødvendige justeringer på POLSAS. Efter at POLSAG blev nedlagt, har man opgraderet POLSAS på mange områder. Ikke bare det, som man skulle rent lovmæssigt, men også for at optimere systemet,« siger han.

»Vi kan godt arbejde med det«

POLSAS har ad flere omgange modtaget kritik.

»POLSAS er grundlæggende på niveau med tekstbehandling anno 1984, altså som en avanceret skrivemaskine. Vi sidder med problemer, som andre holdt op med at have for ti år siden. Hvert eneste it-system herude har sit eget program og sit eget liv,« sagde en anonym politibetjent til Version2 i forbindelse med aflivningen af POLSAG-systemet i 2012.

Sidenhen har systemerne som sagt været igennem nogle forskellige forbedringer, som har gjort det nemmere at arbejde med. Det er dog ikke fordi, at justeringerne har placeret dansk politi på it-systemernes verdenskort.

Blandt andet har en del af kritikken af de gamle systemer gået på, at hvert system havde sit eget login – ét til bøderegistret, ét til POLSAS, ét til kriminalregistret osv. Og det har overlevet:

»En af de ting, som man endnu ikke har fået gjort op med, men som ligger på tegnebrættet, er den fælles indgang til systemerne. Det ville fremme processen, men det er ikke sådan, at det i høj grad forsinker,« siger Niels Hedeager.

Men når alt kommer til alt, er han positivt indstillet overfor fortsat at skulle bruge de gamle systemer.

»Det er korrekt, at det er forældede systemer, og der er stadig visse problemer med dem. Når det er sagt, er jeg egentlig fortrøstningsfuld ved udsigten til at skulle bruge dem syv år endnu,« siger Niels Hedeager.

Omfattende analyseværktøj

Efter POLSAG blev nedlagt, lagde man hurtigt i ovnen til et nyt system, som skulle forbedre politiets it-situation. Det hed Polaris, men udviklingen af dette blev bremset af den stigende terrortrussel. Nu skulle Danmark stå stærkere mod truslen udefra, og det er her, POL-Intel kommer ind i billedet.

POL-Intel skal agere som et analyseværktøj ovenpå de eksisterende systemer. Det vil altså sige, at det skal knyttes sammen med de omkring 20 systemer, som politiet i dag navigerer rundt i. Det kommer også til at betyde, at de vil have et ”universelt” søgeværktøj.

Eksempelvis skal politiet kunne taste en persons navn ind i systemet, og derefter få alle oplysninger om personen fra de forskellige registre, fremfor at skulle søge i hvert enkelt register.

Dette vækker positive røster fra professor på ITU, Søren Lauesen:

»Så vidt jeg kan se, gør politiet noget yderst fornuftigt. De lægger en slags Google-søgning ind over de mange data, som de allerede opsamler«, siger han i en mail.

Vejen frem til POL-Intel har da også været en meget dyr og ikke mindst bøvlet affære. I otte år arbejdede man på POLSAG, som i sidste ende måtte skrottes, da det simpelthen ikke virkede – på det tidspunkt havde det kostet omkring en halv milliard.

Derfor kan det virke besynderligt simpelt, at man – fremfor at kaste sig over endnu et nyt system – vil lægge et nyt henover

»De slipper for at ændre de nuværende systemer og arbejdsgange. Det er mærkeligt, at ingen før har tænkt på det. Der forestår nok et stort arbejde med at få det nye system integreret med alle de mange eksisterende, men det kan sikkert gøres gradvisn« siger Søren Lauesen i en mail.

Predictive policing

Niels Hedeager stiller sig forstående overfor, at man fra politikernes side har valgt at opprioritere systemer, som kan hjælpe i kampen mod terror. Noget, som POL-Intels analytiske værktøjer skal kunne bruges til.

»Da vi lever i en globaliseret verden, er vi nødt til at være forberedt på det værst tænkelige og have de bedste analytiske værktøjer. Vi skal kunne trække på den viden, som vi har, og ligeledes kunne dele den med de øvrige lande,« siger han.

Et af de analytiske værktøjer, som Niels Hedeager refererer til, er det omdiskuterede predictive policing. Dette værktøj bruges til at ”forudsige” mængden af forbrydelser i forskellige geografiske områder, for derved at prioritere mandskab på baggrund af disse analyser.

Jesper Lund, formand for IT-politisk Forening, udtalte den 10. februar til Berlingske, at predictive policing har en potentiel indbygget svaghed. Det kan blive en selvopfyldende profeti. Hvis POL-Intels algoritmer sender flere vogne til et bestemt område, vil politiet automatisk registrere mere kriminalitet i netop det område og rapportere det tilbage til systemet. Som konsekvens vil systemet sende flere patruljer derud.

»Det er en ond cirkel, som betyder, at der vil være andre områder, der er udsat for kriminalitet, som i højere grad vil blive overset af systemet,« sagde Jesper Lund til Berlingske.

I en tidligere artikel fra 2015, oprindeligt bragt af Dansk Politi, har flere betjente udtalt sig om de problemer, som de har med it-systemerne. Den kan findes her.

Har du erfaringer – gode som dårlige - med POLSAS og de øvrige systemer, hører vi gerne fra dig. Send en mail til hev@ing.dk

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (5)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
René Nielsen

Jeg kender ikke tegningen du henviser, men den er 5 år gammel og er derfor per definition forældet.

Som jeg læser artiklen vil politiet bruge Palantir til samle alle politifaglige oplysninger i et system.

Selvom det ikke fremgår af artiklen (og V2 må gerne spørge nærmere indtil dette), så antager jeg at det er fordi at man vil distribuerer oplysninger via egenudviklede Apps til smartphones/tablets hvor man via kryptering og certifikater vil lade politiet søge oplysninger ”ude på gerningsstedet”.

Men artiklen besvarer ikke spørgsmålet om opdatering fra undersystemer. Enhver IT mand kender udfordringerne ved interfaces og gamle systemer.

Nok samler man søgeadgangen til systemerne og gør det lettere at søge, men man kan ikke søge i sager som ikke blev lagret eller alle de andre velbeskrevne problemer som politiets legacy systemer har.

Lidt brutalt sagt, så kan man ikke kontrollerer sig til kvalitet. Kvalitet skal bygges ind i de politifaglige systemer – for at rapporteringsdelen (Palantir) for alvor skal kunne bruges til noget – udover apps på telefonen.

Dennis Christiansen

Jeg kender ikke tegningen du henviser, men den er 5 år gammel og er derfor per definition forældet.

Tegningen er vel kun forældet hvis politiets it-landskab har været udsat for større ændringer/opdateringer/omstruktureringer siden tegningen blev til.?

Idet at polsag helt og aldeles blev droppet, er det mit indtryk at der ikke er sket de store ændringer men jeg kunne selvfølgeligt tage fejl...

Thomas Watts

Bare lidt generelt om Palantirs software til de, der ikke kender det...

Disclaimer - kender kun systemet overordnet (har set det præsenteret), og har ellers ikke noget med det at gøre.

Det er basalt set et (super) avanceret business intelligence værktøj til desktop brug.

Du laver integrationer til egne og andres (legacy) systemer, herunder også f.eks. Teleselskaber, Facebook eller andre sociale medier osv., med instrukser for, hvilke data der skal abonneres på. Så får man ved Palantirs analysemotor adgang til at koble disse informationer i visuelle fremvisninger, typisk med bevægelser over tid som ramme. Afhængig af datakilde/overvågning enten historiske data eller real time - som f.eks. :

Person X vist i centrum som ikon med tilknyttede (klikbare) metadata som f.eks. "Personinfo/Eksisterende Sager/Netværk af kendte (interessante) personer". Dette ikon kan du så f.eks. have placeret på et kort ud fra (naturligvis lovlig.....) GPS fra teledata og lign., se bevægelser af ikonet over tid, vise hvilke numre blev ringet til fra hvilke positioner, hvilke social media posts hvor/hvornår med link til indhold... og så er der mulighed for klik på de relaterede data, f.eks. en interessant person, der blev ringet til på et interessant tidspunkt... og så se vedkommendes relationer til andre interessante personer, bevægelser i tid osv.

Det gør det med andre ord muligt at fremhæve kun de ønskede data, uden at skulle grave selv i alle de systemer, data trækkes fra, samt få overblik over sammenhænge (tid/sted/personer/kommunikation) på en måde, der før ville være rent manuel op på et whiteboard eller lignende, og man får adgang til dynamisk at justere sine søgninger og visninger, hvis man vil se en anden vinkel, eller falder over noget interessant.

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder