Politiets nye efterforskningsteknologi er i stand til at analysere på data fra internetbrug, hvis Folketinget vælger at genindføre sessionslogning.
Det bekræfter Rigspolitiet, som dog ikke vil går i nærmere detaljer med, hvad systemet kan, hvor det kommer fra og hvordan det fungerer.
Aflytningssystemet, der er ved at blive implementeret, skal give ordensmagten væsentlig bedre muligheder for at tolke på aflytningsdata.
»Med det her system kommer vi på niveau med nogle af de førende lande i verden inden for efterforskningsteknologi,« fortæller Kim Aarenstrup, der er chef for politiets cybercrime-enhed, NC3.
Danmark skal være bedst til it-kriminalitet
Den nye teknologi kan ifølge Rigspolitiet bruges fremadrettet, hvis politiet allerede har en mistænkt i søgelyset. Og det kan bruges historisk ved at analysere for eksempel data fra sessionslogning.
»Vi har store forventninger til det. Det er vores ambition, at Danmark også bliver et af de førende lande til at opklare it-kriminalitet,« siger Kim Aarenstrup til Version2.
Læs også: Advokat-talsmand: Vi savner information om betydningen af sessionslogning som efterforskningsredskab
Den gamle aflytningssystem, der nu bliver udskiftet, har været en af grundene til, at politiet har haft problemer med at tolke på data fra sessionslogning, da logningsreglerne var i kraft. Primært er udfordringerne dog kommet af, at logningsdata sidste gang ikke var bevismæssig tilstrækkelige, mener Kim Aarenstrup med henvisning til, at logningen dengang talte hver 500. pakke af internettrafikken.
I det nye forslag fra Justitsministeriet skal logningen gemme metadata om samtlige pakker, der går gennem danskernes internetforbindelser.
Kriminelle dropper gadehjørnet
Præcis hvad det nye system gør bedre end det gamle er dog fortroligt, ligesom leverandøren forbliver anonym. For mange offentlige detaljer om politiets muligheder, vil kun hjælpe de cyberkriminelle, som bliver flere og flere, lyder rationalet.
»Vi ser at kriminaliteten bevæger sig fra den analoge til den digitale verden,« siger Kim Aarenstrup.
Af samme grund ser cyberchefen et behov for tiltag som den kontroversielle sessionslogning.
»Vi har brug for at have de samme muligheder på internettet som vi har med almindelig telefoni,« understreger han over for Version2.
Kom gratis med til Danmarks største IT-sikkerhedsevent!
Infosecurity, Europas mest populære IT-sikkerhedsevent, afholdes for første gang i Danmark den 3. og 4. maj 2016. 50 udstillere, 5 konferencesale og mere end 60 seminarer og caseoplæg fra ind- og udland. Læs mere her.