Politiet har ulovligt gemt ANPG-data i op til 60 dage

Sådan ser et ANPG-kamera ud, når det er monteret på en patruljevogn. Illustration: Rigspolitiet
En midlertidig backup-funktion hos politiet har i over seks måneder opbevaret data fra automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) i dobbelt så lang tid, som den må.
Illustration: MI Grafik

Oplysninger om og kamerabilleder af, hvor du og din bil har færdes, kan være blevet gemt i længere tid end de lovlige 30 dage.

Det er sket, hvis din bils nummerplade er blevet filmet af politiets ANPG-kameraer som led i en målrettet politiindsats mellem den 5. december 2017 og den 17. juni 2018.

I den periode var politiets system for automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) nemlig understøttet af en midlertidig backup-funktion på grund af en systemteknisk opdatering.

Læs også: Rigspolitiet skruer op for automatisk nummerpladegenkendelse

Backup-funktionen blev i perioden overskrevet hver 30. dag, hvilket medførte, at data på backuppen kunne være op til 60 dage gamle, oplyser politiet.

Ifølge lovgivningen skal personoplysninger slettes i ANPG, senest 30 dage efter de er blevet indsamlet.

Rigspolitiet har oplyst om forholdene til Justitsministeriet, fremgår det af et svar fra justitsminister Søren Pape Poulsen til Folketingets retsudvalg dateret den 24. september 2018

Læs også: Politiet bruger 'no-hits' til at opklare et minimalt antal sager

21 mio. no-hits på en måned

Automatisk nummerpladegenkendelse (ANPG) er et intelligent system med nummerpladescannere (både mobile og stationære), som kan alarmere politiet, hvis et køretøj, der er registreret i politiets systemer, passerer et kamera.

Men alle nummerplader, der passerer et kamera, bliver scannet og opbevaret i op til 24 timer - og i op til 30 dage, hvis »oplysningerne er indsamlet som led i en målrettet politiindsats« - selvom de ikke er registreret i politiets systemer. De kaldes no-hits.

Læs også: PET gemmer data, der skulle slettes, på hemmeligt lager

Mellem den 22. juli 2018 og den 21. august 2018 blev der registreret 21.670.753 no-hits i ANPG, som er indsamlet som led i målrettede politiindsatser. Det vil sige, at der på en måned blev indsamlet over 21 mio. nummerplader (inklusiv gengangere), som politiet måtte opbevare i op til 30 dage.

Det fremgår ikke af svaret til Folketingets retsudvalg, hvor mange no-hits der ulovligt blev opbevaret i over 30 dage i ANPG’s midlertidige backup frem til juni 2018.

Læs også: Datatilsynet: Politiet må ikke masse-registrere nummerplader

Politikere skal drøfte politiets håndtering af data

Her kan du se, hvor politiet har placeret de stationære ANPG-kameraer, som scanner og gemmer nummerplader. Kilde: anpg.dk Illustration: anpg.dk

Rigspolitiet oplyser i sin udtalelse til Justitsministeriet, at personoplysningerne blev slettet i ANPG i rette tid, og at det derfor kun var i systemets midlertidige backup, at de blev gemt. Her kunne kun Rigspolitiets it-medarbejdere tilgå dem.

Rigspolitiet understreger, at ingen fra politiet i den seks måneder lange periode tilgik personoplysninger i ANPG, der var ældre end 30 dage.

Læs også: Advokater: Udvidet nummerpladeovervågning på Øresundsbroen krænker privatlivet

Justitsministeriet oplyser i sit svar til Folketingets retsudvalg, at partierne bag aftalen om politiets og anklagemyndighedens økonomi skal drøfte de nuværende regler om opbevaring af personoplysninger fra ANPG i dette efterår.

Desuden vil ministeriet igangsætte en undersøgelse af politiets, anklagemyndighedens og PET’s håndtering af data. Undersøgelsen skal blandt andet kortlægge praksis for opbevaring af data for at sikre, at reglerne bliver overholdt.

Version2 har i oktober begæret aktindsigt hos politiet for at få yderligere oplysninger om den midlertidige backup-funktion udleveret. Aktindsigten er blevet afvist.

Opdateret 6/11: Artiklens indledning sagde, at det var personoplysninger knyttet til bilers nummerplader, der var blevet gemt i mere end 30 dage, men det drejer sig selvfølgelig ikke bare om personoplysninger, men om oplysninger om din bils væren og færden, som er indsamlet af politiets ANPG-kameraer.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (57)
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg ser frem til Datatilsynets afgørelse mht. om registreringen af no-hits overhovedet er lovlig, som tidligere omtalt på Version2:


Mon ikke der kan tænkes i mange, mange år over det spørgsmål? Det plejer at være en god måde at håndtere pinlige spørgsmål på. Man skulle jo nødigt udflyttes.... (længere end til yderområdet Valby)..

Heino Svendsen

Jeg ser frem til Datatilsynets afgørelse mht. om registreringen af no-hits overhovedet er lovlig, som tidligere omtalt på Version2

Svaret bliver nok det sædvanlige:
"En nærmere analyse af situationen samt evt. uhensigtsmæssigheder pågår, og det er forventeligt, at omtalte analyse frembringer et resultat, som skal danne grundlag for en videre beslutning."
x mdr. senere:
"Tidligere omtalte analyse har forsøgt afklaret uhensigtsmæssigheder i gældende procedurer og processor og har dannet grundlag for et beslutningsforslag. Det er endnu for tidligt at afdække, om gældende regler og/eller procedurer er blevet overtrådt."
x mdr. senere:
"På baggrund af gennemgangen af tilvejebragte information har udvalget konkluderet, at procedurer er blevet fulgt, hvorfor vi finder, at sagen kan afsluttes."
x mdr. senere:
"Vinduet for ændringer i arbejdsgrundlaget for udvalget er lukket, hvorfor klager heller ikke kan tages op. Sagens anses derfor for afsluttet."

Christian Nobel

Jamen sandelig, om ikke vi ser endnu et eksempel på "logisk sletning":

personoplysningerne blev slettet i ANPG i rette tid, og at det derfor kun var i systemets midlertidige backup, at de blev gemt. Her kunne kun Rigspolitiets it-medarbejdere tilgå dem.

Og så kan vi jo være helt trygge, det er jo kun it-medarbejderne der kan tilgå data.

Det er jo en farce.

Version2 har i oktober begæret aktindsigt hos politiet for at få yderligere oplysninger om den midlertidige backup-funktion udleveret. Aktindsigten er blevet afvist.

Og det er så til gengæld tragisk.

Velkommen til Nordkorea.

Henrik Værø

"Ifølge lovgivningen skal personoplysninger slettes i ANPG, senest 30 dage efter de er blevet indsamlet"
"data på backuppen kunne være op til 60 dage gamle"

Det er så en af de mange historier om uretmæssig registrering, der nok ikke vil holde mig vågen om natten.

Mogens Rasmussen

Hvorfor skulle politiet dog ikke være hævet over loven,- politiet er en ministat i staten, hvilket vel efterhånden står klart for enhver. At man så politisk prøver at "glatte ud" er jo logisk nok. Måske ikke ligefrem velkommen til Nordkorea men alligevel lidt i den retning. Under alle omstændigheder nærmer vi os begrebet "politistat".

Bjarne Nielsen

Hvorfor er det altid, vi kan skal se billeder af politi-biler ifm. ANPG historier? Historien om politibilerne er den mindste del af ANPG, og det er heller ikke biler, som politiet ønsker sig flere af.

ANPG handler om de stationære kameraer - politibilerne er bare veludført og dygtigt spin.

Peter Kyllesbeck

Hvad er det egentligt 'vi' ikke vil have?
Som jeg forstår det, er det forbindelsen mellem en 'observation' (sted og tidspunkt) og en nummerplade, 'vi' ikke vil have (gemt).
Politiet kan når som helst lave et opslag i Motorregistret og få 'Dine personoplysninger' knyttet til nummerpladen. (De kan også indhente andre oplysninger om køretøjet (efterlyst f. eks.))
Vi andre 'dødelige' kan 'kun' få synsrapporter og gæld/pant oplyst på det til nummerpladen(registreringsnummeret) hørende køretøj.

Christian Nobel

Hvad er det egentligt 'vi' ikke vil have?
Som jeg forstår det, er det forbindelsen mellem en 'observation' (sted og tidspunkt) og en nummerplade, 'vi' ikke vil have (gemt).

Har du intet lært af den såkaldte Se&Hør sag (som retteligen burde hedde Nets sagen)?

"Vi" vil ikke have at samtlige vores bevægelser over lang tid logges, da vi ikke har tillid til hvem der tilgår data, eller som kan tilgå data i fremtiden.

Er det virkelig så svært at forstå?

Lars Petersen

Hvis en bil der skulle have været til syn, kommer kørende og får et hit af en politibil, så bliver registreringen gemt i 2 år. Jeg syntes ikke helt registreringen står mål med forbrydelsen, og politiet kan i den situation også bare stoppe bilen og klippe pladerne.

Christian Nobel

En nummerplade er jo ikke nødvendigvis lig med den registrerede ejer, det er først og fremmest køretøjet, der registreres på tid og sted.

Ja, men hvis "Se&Hør" medarbejderen over en længere periode kan finde et mønster, som med stor sandsynlighed kortlægger den daglige brugers bevægelser, så kan det misbruges.

Prøv dog lige at lukke øjnene op, dels er der store muligheder for misbrug indefra, dels ved vi ikke hvordan vores magtapparat ser ud i morgen.

Hvis den katolske kirke havde haft et tilsvarende værktøj i 1600 tallet, så ville det jo have været så nemt, så nemt at knuse reformationen.

Vi ved ikke hvad morgendagen bringer, derfor bør vi heller ikke gemme data til i morgen, som kan bruges mod os.

Christian Nobel

Så i mangel af billede af person/fører bliver det svært at 'personhenføre' observationen.

Og det tror du man anser for en hindring?

En mobiltelefon er jo heller ikke det samme som en person, men det har da på ingen måde hindret statsmagten i at bruge det som bevisførelse i retssager.

Så prøv lige at fyre samme gang bull... af til den stakkels dyrlæge der fik ødelagt sit liv, bla, ud fra misfortolkede mastedata.

Ja, nummerplader kan kaldes for metadata, men misbrugte metadata er sandelig også farlige nok.

Bjarne Nielsen

Så i mangel af billede af person/fører bliver det svært at 'personhenføre' observationen.

Nu er det vist blevet til en strid om kejserens skæg.

Men lad os bare tage den detalje een gang til: Vi ved fra et høringssvar, at der er genkendelige personer på billederne. Men det er jfr. svaret ikke det angivelige formål, og man vil heller ikke garantere, at man kan genkende personerne på alle billederne. Mmm, mmm.

Der har mao. aldrig kun været tale om billeder af nummerplader.

Bjarne Nielsen

Det kan også være svært, når man også indsamler oplysninger om parkerede biler. ;-)

Som jeg husker det, så gik svaret på de stationære ANPG kameraer, som også er dem, der står for broderparten af alle registreringer (ca. 90% jfr. Jesper Lund i debatten til en tidligere artikel).

Men jeg skal gerne indrømme, at det til tider føles som en parkering, at bevæge sig omkring landets trafikknudepunkter i myldretiden :-).

Peter Kyllesbeck

Som jeg husker det, så gik svaret på de stationære ANPG kameraer, som også er dem, der står for broderparten af alle registreringer (ca. 90% jfr. Jesper Lund i debatten til en tidligere artikel).


Der er 32 på fast lokation og der var i 2016 48 på køretøjer.

Fra FT https://www.ft.dk/samling/20171/forespoergsel/F26/BEH1-95/forhandling.htm
"På den baggrund forventes der en udvidelse af antallet af anpg-lokationer fra de nuværende 32 til 48"
(stemmer med anpg.dk)

Fra (2016) https://www.politi.dk/da/borgerservice/Fardsel/automatisk_nummerpladegen...
"Politikredsene bliver udstyret med kameraer til i alt 48 køretøjer til at starte med. Derudover er der monteret stationære kameraer på 24 steder fordelt rundt om i landet."

Christian Nobel

Den daglige bruger- en vigtig detalje.
Jeg overlader aldrig andre at bruge mit kort, men jeg kan godt overlade andre bilen registreret i mit navn.

Ja hvis man bevidst vil misforstå, så er det op ad bakke.

Det er fløjtende ligegyldigt om vi taler kreditkort eller nummerplader, pointen er at der i den it-afdeling som har adgang til fortrolige data kan sidde brodne kar.

Hans Nielsen

Du har måske også tænkt dig at jeg skal give dig et resume af Cubakrisen eller WW2, fordi du er for doven til selv at indhente information.


Nu kan man ikke altid forvente at alle mennesker, skal følge med i både extrabladssager og se og hør artikler. Så jeg synes også du kunne give et link, eller henvisning til samme. Da jeg heller ikke har hørt om den sag.

Mine normale daglige medier er - dr.tv2.cnn.bbc.v2 og foxnews det sidste for at undgåe en boble, og lidt morbid morskab.

Vil godt med give, at man nok skal formode et hvis kenskab til WW2 mellem 1937-46 og Cubakrisen. Men detaljer og fortolkninger af de begivenheder er jo også til debat og diskution. Og der er mange slag, kampe, våben, sager som man jo ikke kan forlange at alle skal kunne kende til. Hvis man ikke er specielt historie interesert.

Ved du feks. hvem der stod for ledelsen ved bygning af atombomben, hvem som godtkente den blev kastet, hvem der overlod hemmeligheder til ruserne, hvem der bygget en bomben for russerme. hvad der skete med det skib som afleveret Abomben,....

Så jeg synes ikke jeg er for doven, og du i dit svar virker lidt mere aurogant, end jeg normal opfater dig. Selv om jeg må medgive at spørgen ikke virker særligt informeret, eller med lyst til at sætte sig ind i fakta og viden om sagen. Det har måske iriteret dig, men så kan du jo sige undskyld nu, og linke til sagen.

Christian Nobel

Så jeg synes ikke jeg er for doven, og du i dit svar virker lidt mere aurogant, end jeg normal opfater dig. Selv om jeg må medgive at spørgen ikke virker særligt informeret, eller med lyst til at sætte sig ind i fakta og viden om sagen.

Det var ikke møntet på dig, men Hr. Kyllesbeck - og jeg føler intet behov for at give Hr. Kyllesbeck nogen form for undskyldning, man ligger som man har redt.

Men til glæde for dig vil jeg gerne give dig et par stikord, da der ikke er et eksplicit link at forholde sig til.

Sagen var meget fremme i dagspressen for nogle år siden, så det nærmeste jeg kan komme et link er denne artikel i information som desværre ligger bag en betalingsmur, men du kan søge videre ud fra indledningen:

https://www.information.dk/moti/2015/08/vidste-uskyldig

Og ellers søg på navnet, dyrlæge, mastedata, varetægtsfængsling.

En vigtig lære af sagen er, at man ikke er bange for at begå justitsmord, så hvis vi fører det over til bilsnakken, så kan vi være helt sikre på at overgrabsmagten ud fra mange hits af en given nummerplade vil sætte ejer lig bruger, jævnfør Albert's 98%+.

OT, jeg kan se at V2 har endelig har implementeret en in-line editor, ros for det, men der mangler en imageuploader.

Jesper Nielsen

Siden hvornår er personoplysninger udvidet til at omfatte 'hvor og hvornår jeg har været'?

GDPR, artikel 4:

»personoplysninger«: enhver form for information om en identificeret eller identificerbar fysisk person (»den registrerede«); ved identificerbar fysisk person forstås en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som** f.eks**. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata, en onlineidentifikator eller et eller flere elementer, der er særlige for denne fysiske persons fysiske, fysiologiske, genetiske, psykiske, økonomiske, kulturelle eller sociale identitet

http://www.privacy-regulation.eu/da/4.htm

Peter Kyllesbeck

en fysisk person, der direkte eller indirekte kan identificeres, navnlig ved en identifikator som** f.eks**. et navn, et identifikationsnummer, lokaliseringsdata


Men du ved ikke hvilken fysisk person. Det kan være personen knyttet til registreringsnummeret men ikke nødvendigvis.
Så ved begrundet tvivl er sammenkædningen ikke valid.
(Bilejere er mig bekendt ikke registreret med foto i motorregistret og førerbevis er ikke en betingelse.)

For ATK gælder "betinget objektivt strafansvar for ejeren eller den registrerede bruger af et køretøj". (for hastighedsoverskridelsen på højst 30 pct.)

For hastighedsoverskridelsen på over 30 pct.
Hovedreglen er, at ejeren (brugeren) af et køretøj efter anmodning fra politiet skal oplyse, hvem der har ført køretøjet (færdselslovens § 65, stk. 1). Overtrædelse af oplysningspligten medfører en skærpet bøde (færdselslovens § 118, stk. 2)

Se mere her:https://www.politi.dk/da/borgerservice/Fardsel/hastighedskontrol_ATK/
hvor man også kan finde oplysning om ANPG.

Bekendgørelse om ANPG:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=192726

Peter Kyllesbeck

Du "glemte" at svare på det stillede spørgsmål: "I hvor stor en andel af tilfældene vil du mene, at det var den registrerede ejer, som befandt sig i bilen?"


Det er jo ikke interessant, da du ikke med sikkerhed kan placere ejeren i bilen på det observerede sted. Selv med et foto af en person i bilen kræves en selstændig identifikation af personen på fotoet som værende ejeren, for at du kan være sikker. (.. og foto af ejer findes ikke i motorregisteret).

Bjarne Nielsen

Det er jo ikke interessant, da du ikke med sikkerhed kan placere ejeren i bilen på det observerede sted.

Må jeg lige gribe fat i den (og det er ikke kun et spørgsmål til Peter, men til hele debatten, for jeg har set det spørgsmål før): hvor stor sikkerhed skal der til, førend det er et problem? Eller omvendt, hvor lidt usikkerhed er nok til, at det ikke er et problem?

Hvad er ret, vil jeg lade andre mere kyndige personer om, mens jeg undrer mig over, hvad som er rimeligt.

  • Hvis man har en mio. observationer, og man på 999.999 ikke kan være helt sikker, men ved een er det, er der så tale om personinformation (PII)? Aka. den nu herostratisk berømte "et-benede person fra Samsø".
  • Hvis man har en mio. observationer, og man på 999.999 er helt sikker, men der en, hvor det ikke kan afgøres, er der så ikke tale om PII?
  • Og hvis det er "et sted midt imellem", hvor går grænsen så? Ved 10 personer (som man er helt sikker på hhv. slet ikke kan identificere)? Ved 100? Ved 1000? 10.000? 100.000? 500.000? 950.000?
  • Hvis man så ikke er helt, bombesikker, hvor går grænsen for for, hvor sikker (eller usikker) man skal være, før det gør en forskel? 99.999% sikker? 99% sikker? 95%? 80% sikker? 50% sikker? 20% sikker? 5% sikker? 1% sikker? 0.001% sikker?
  • Og hvad nu hvis man er 99% sikker på 99% af observationerne, men kun 1% sikker på resten? Eller hvad hvis man er 99% sikker på 1%, men kun 1% sikker på resten, er det så nok?

Og hvad hvis der kun er få procent sikkerhed på en isoleret observation, men at den ubesværet kan kombineres med andre observationer i samme datasæt eller ved at bruge andre kilder, så sikkerheden øges signifikant? Er det så PII?

Jeg holder med vilje konsekvensen ude af diskussionen, så vi ikke behøver afveje afsløring af kræftdiagnoser, længerevarende affærer, social udstødning (f.eks. Indre Mission eller andre religioner med lav tolerance tærskel) op imod sandsynlighedernes størrelse.

René Nielsen

Jeg har efterhånden givet op i debatten omkring overvågning.

Sagens kerne er, at fakta betyder utrolig lidt og at fantaster som Søren Pind, Trine Bramsen og Dansk Overvågningsparti helt ”kører med klatten” i deres faktaresistens.

Igennem snart 20 år er det et faktum at mere end 99% af alle (vestlige) terrorister og hårde kriminelle allerede var kendte af politiet. Det vil øget overvågning ikke ændre på. Der lå indberetninger på alle som deltog i 9/11 angrebet i USA. Pilotskoler advarede FBI/CIA om ”studerende” som ikke ville lærer om start og landing og som talte om ”hellig krig”!

Tag tossen inde fra Krudttønden, der lå indberetninger i stakkevis fra Kriminalforsorgen, fra andre indsatte, fra tidligere skolekammerater, der alle advarende imod en ekstremt voldsparat utilpasset ung mand som forsøgte at købe skydevåben. Der er brug for at politiet har ressourcerne til at følge op.

Fakta er at overvågning ikke er noget værd, hvis ikke der bliver fulgt op på overvågningen. Og kigger vi i den anden ende af skalaen, på den omtalte ”Gladsaxemodel”, så ligger der jo allerede stakke af ubehandlede indberetninger af ”socialt udsatte børn”. Hvad skulle det hjælpe at få endnu en indberetning fra et invasivt IT-system?

Hvis ikke socialforvaltningen have ”tid” eller penge i går – hvad hjælper det så med flere indberetninger? Eller hvad med bankers indberetninger til Bagmandspolitiet om mistænkelige pengeoverførsler? 20.000 om året og 20 mand til at tage sig af dem?

Hvad hjælper det politiet at opstille flere faste ANPG-kameraer når politiet i praksis ikke gør noget ved de ANPG-data de har i dag? Og de hårde kriminelle – de har lært at printe en nummerplade fra en bil som er samme mærke, farve og årgang.

Der er brug for flere betjente – ikke flere kameraer og lignede pseudopolitik. Bagmandspolitiet har ikke brug for 20.000 indberetninger – de har brug for de 50-60 indberetninger om året som der er kød på, men de forsvinder i mængden på samme vis som alle de andre former for overvåget kriminalitet.

Bjarne Nielsen

Hvilket jo blev illustreret til fulde den 28 september, da politiet jo synes de skulle lave en øvelse som lukkede hele landet ned.

Det har vist aldrig været tænkt til at arbejde i real-tid. Og med den hastighed at ordensmagten i øvrigt arbejder, så kan man ikke undres over, at de gerne vil have 30 dage eller mere.

Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, som har tænkt tanken, at hele ANPG cirkussets grundlæggende er ment som et fødesystem til Pol-Intel / Gotham-Palantir (m.fl.). Hvis ikke, så er der i hvertfald en række underlige beslutninger, som ellers vil komme til at savne en plausibel forklaring.

Christian Nobel

Nu er der vist kun et (fast) ANPG-kamera mellem Sjælland og Fyn, og ikke brugt data kan jo skyldes andre ting end, at den pågældende ikke passerede.

Ja så, og hvordan forklarer det så at Øresundsforbindelsen også var lukket, færgedrift mod Tyskland indstillet, trods det er der to kameraer undervejs, osv osv.

Men din holdning er at man skal bare udvide dilletanteriet endnu mere, så bliver det rigtig godt.

Og stadigvæk, som Bjarne og Albert er inde på, så er det ud fra en teoretisk betragtning korrekt at man ikke nødvendigvis kan sætte ejer lig bruger, men med tilstrækkeligt mange (meta)data, evt parret med andre data, så kan der tegnes et mønster, som kan misbruges - og man viger jo ikke tilbage for et rask lille justitsmord i jagten på fæle terrorister.

Christian Nobel

Det har vist aldrig været tænkt til at arbejde i real-tid.

Det ville jo så være rigtig interessant at vide, for real-tids brug er trods alt det der ville give en vis form for mening.

Det skulle jo være det der var meningen med de nok så mange gange viste ANPG kameraer på bilerne - og systemet burde da for pokker vel være lavet sådan at der tastes et nummer ind (med mindre det er så tåbeligt lavet at det ikke kan genkende udenlandske numre - på den farce agtige måde ting foregår herhjemme ville det ikke overraske), som sætter alle kameraer i "alarmtilstand".

Peter Kyllesbeck

Ja så, og hvordan forklarer det så at Øresundsforbindelsen også var lukket, færgedrift mod Tyskland indstillet, trods det er der to kameraer undervejs, osv osv.

Men din holdning er at man skal bare udvide dilletanteriet endnu mere, så bliver det rigtig godt.


Da man jo (måske) netop ikke havde bevis for en passage af Storebælt, er det vel rimeligt at lukke hulens andre udgange.

med tilstrækkeligt mange (meta)data, evt parret med andre data, så kan der tegnes et mønster, som kan misbruges

Det kan der, ja.

Peter Kyllesbeck

Når vi nu er i gang med kombinationen af tid, sted og registreringsnummer.
Hvad med alle de registreringer af 'registreringsnumre' i forbindelse med parkering/bropassager/færger/betalingsringe etc. og efterfølgende kontrol?
Er der styr på dem?
Er de alle at betragte som hit?
Hvor længe må informationen gemmes?

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017
Jobfinder Logo
Job fra Jobfinder