Politi vil have mistænkt for 3F-hacking udleveret fra Solkysten

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Københavns Politi mistænker tidligere Anonymous-aktivist for at stå bag DDoS-angreb mod fagforeningen 3F's hjemmeside. Han selv nægter at have med sagen at gøre.

12 måneder efter en række DDoS-angreb mod fagforeningen 3F's hjemmeside og ti måneder efter de første anholdelser ser det ud til, at politiet er på vej med nye sigtelser og anholdelser.

Den tidligere Anonymous-aktivist Peter Boye Hansen, der i øjeblikket opholder sig på den spanske solkyst, er nemlig blevet kontaktet af politiet, der mistænker ham for angrebet, som blandt andet medførte, at 30.000 ledige ikke kunne søge om dagpenge digitalt.

Læs også: Politiets teori: Hackere lagde også dagpenge-sitet Mit3f.dk ned

»Ja, jeg har ytret mig positivt om det (hackingen af 3F, red.) på IRC, men jeg synes helt ærligt, det er sjovere at tage på fisketur og fange tun end at smadre ting på internettet,« siger Peter Boye Hansen til Version2, der kategorisk afviser at have haft noget med angrebet at gøre.

Han forklarer, at han er i affiliate marketing- og telemarketingbranchen og bor på Solkysten, fordi kæresten "er herreglad for varme." Og så fortæller han, hvordan han opfatter politiets måde at komme i kontakt med ham på som et billede på den inkompetence, der ifølge ham hersker i korpset rent it-mæssigt.

»Det startede med, at kriminalpolitiet ringede til min 11-årige niece og beder om at tale med hendes mor. Min søster ringer så til mig og siger, at det er ekstremt vigtigt, at jeg kontakter politiet, og at hun havde hørt ord som "international arrestordre."«

Læs også: To mindreårige afhørt i 3F-hackersag

»Da politimanden så endelig efter 1000 opkald tager telefonen, tror han, jeg er i England, fordi jeg har boet der for tre år siden, og så undskylder han de ubesvarede opkald med, at telefonen havde været på lydløs, fordi han havde været i retten i lørdags. Jeg spørger, om de har fået fat i ham, der har gjort det, og han siger 'ja, ham har jeg fat i nu.' Jeg spørger, om det er ulovligt at have en holdning til aktivister på internettet, men han siger bare, at han vil sigte mig for angrebet.«

Hvad tænker du, da du hører det?

»Jeg spørger, om han har en ip-adresse eller andet, der kan knytte mig til angrebet, og så begynder han at tale om international arrestordre hvis ikke jeg kommer til Danmark, Han giver mig to muligheder. Enten vil jeg blive anholdt på et ubelejligt tidspunkt, eller også kan vi lave en aftale om, at jeg tager til Danmark.«

Så hvad har du tænkt dig at gøre, nu hvor du har talt med din advokat?

»Skrige af grin og bede dem om at finde mig. En billet koster 600 euro hver vej, og så skulle jeg frivilligt møde op og lade mig lægge i håndjern? Jeg er jo ikke idiot.«

Hvor er du nu?

»Lad mig sige det sådan: Der er palmer, og jeg kan se Afrika derfra, hvor jeg sidder.«

Det er jo en alvorlig anklage, og strafferammen kan gå helt op til seks års fængsel. Hvad hvis du bliver dømt?

Læs også: 3F-hacker risikerer 6 år bag tremmer

»Jamen, jeg kan aldrig i mit liv forestille mig, at jeg bliver dømt. Med mindre de har en ip-adresse, der kan linke mig til angrebet, så har de jo ingen sag. Hvis jeg havde skudt en laser mod sitet havde det været noget andet, men det eneste de kan finde er, at jeg har fulgt med i chatrummet under angrebet, og at jeg løbende har fulgt med i, om sitet var nede eller ej.«

Du lægger ikke skjul på, at du er velkendt i hackerkredse. Synes du det er i orden at lave DDoS-angreb mod 3F?

»Jeg står 110 procent ved, at det er grineren, at nogle knægte kan smadre et system så let, som det i virkeligheden var. Det burde være et wakeupcall til hele Danmark.«

Peter Boye Hansen har tidligere været i politiets og mediernes søgelys, fordi han i Anonymous-regi har udgivet sig for at være en mindreårig pige i danske chatfora. Efterfølgende angav gruppen navngivne mænd på Youtube, hvor de blev udstillet som pædofile.

Læs også: Politi ransager arbejde og hjem hos dansk Anonymous-hacker

Version har ind til videre forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Københavns politi, men følger naturligvis op på sagen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere