Politi søger hundreder af gange efter data i passagerregister: »Det er masseovervågning«

Men det bliver suspekt, jfr. artiklen og dens kilde, fordi politiet IKKE har varetaget en naturlig, tidssvarende, oplysningsmulighed, MEN holder det så hemmeligt, så hemmeligt.

Det lyder på mig som meget lidt, og dermed selektivt og velbegrundet.

Det kommer sandelig an på, hvad der ligger i ordet 'søgning'. Det er et par søgninger i døgnet, givet at systemet har været kørende i et halvt års tids, og intet forhindrer at det kunne være f.eks. flg. daglige automatiske søgninger:

• giv mig alt nyt siden sidst
• giv mig alt, hvad der nogensinde er registreret på alle, som vi har været i kontakt med siden sidst, uanset om det er cykellygter eller anmeldere

Og at det derefter importeres direkte i etatens Palantir system.

Vi ved jo fra debatten om Europol samarbejdet tidligere, at dansk politi foretog rundt regnet lige så mange opslag i Schengen Informations System som det tyske, og det til trods for en åbenlyst og markant forskel i størrelse på flere dimensioner. Det eneste forsøg på en forklaring var, at danske søgninger var automatiseret og de tyske kun skete efter behov ... og hvis det er sandt, så er det en ren tilståelsessag.

Når vi så også ved, hvor datahungrende det danske politi i nyere tid er blevet, med stationære nummerpladekameraer som blev lusket igennem på bortforklaringer og fortielser og direkte vildledning (herunder det til lejligheden opfundne 'behov' for den såkaldte 'tekniske lagring'), så vil jeg jo nok mere at der er plads til almindelig sund skepsis. Meget datahungrende, men uvillige, eller ude af stand til, at vise skyggen af resultater.

Og der er næppe tale om 322 konkrete rejser på et halvt år. Der er næppe heller tale om 322 personer.

Så jeg bakker helt op om Jans ønske om meget mere information om omfang og formål, og også gerne en uvildig vurdering af resultater og effektivitet, og dermed en reel proportionalitetsafvejning (langt udover 'politiet skal de bedste værktøjer'-blancho-checken, som vi ellers har set fra en nylig justitsminister).

Jeg stoler efterhånden, og på baggrund af adskillige helt konkrete sager, herunder nogle stadigt verserende, ikke spor på Rigspolitiets ledelse inkl. Justitsministeriet og Justitsministeren, især ikke de seneste (den nyeste minister giver jeg lidt endnu the-benefit-of-the-doubt, men snart vil tavshed blive fortolket som billigelse af foregængernes praksis). Det virker meget til, at regler er noget man selv synes man kan bestemme om man mener er rigtige eller rimelige - og at oplysninger og forholdet til sandhed og fyldestgørenhed er noget, som gives efter principper der ville få selv forhærdede spin-doktorer og brugtvognforhandlere til at rødme.

Det lyder på mig som meget lidt, og dermed selektivt og velbegrundet.

Alle med reel indsigt, ikke bare højtråbende sekteriske protestbevægelser, kan naturligvis have en begrundet frygt for misbrug som følge af svig eller fejl. Begge dele hviler på menneskelig adfærd, og må ses i lyset af en risikovurdering. Og bortset fra ubehaget, hvor mange reelle sager med konsekvens kender vi ? Jo, den der med kreditkortoplysningerne - men den reelle skadevirkning ?

Måske kunne sagen afdramatiseres hvis politiet oplyste årsagerne, begrundelserne, til de søgte adgange ?

• mistanke om terrorisme
• mistanke om skattesvindel
• mistanke om socialt bedrageri
• mistanke om uretmæssigt indrejse
• mistanke om flugt fra retsforfølgelse
• mistanke om børnebortførelse
• mistanke om ....... Jeg kan se ganske mange anerkendelsesværdige formål, som kun få kan være imod.

Men det bliver suspekt, jfr. artiklen og dens kilde, fordi politiet IKKE har varetaget en naturlig, tidssvarende, oplysningsmulighed, MEN holder det så hemmeligt, så hemmeligt.

Hvad skulle forhindre en formålsstatistik ?

Jeg synes det ville være et anerkendendelsesværdigt formål, at lave en progressiv afgift på flyrejser, så den bliver bestemt af, hvor ofte man rejser og hvor langt man rejser. Dette vil selvfølgelig give risiko, at de data bliver brugt til et andre ikke-anerkendelsesværdige formål. Der må være muligheder for at undgå/begrænse dette? Mine umiddelbare forslag er:

• At flyselskaberne ikke har adgang til data, andet end et beløb, der skal tilføjes prisen.
• At det bliver indskærpet, at politiet kun kan få dommerkendelse til at udlevere data ved direkte begrundet mistanke om kriminalitet. Eller hvor grænsen nu ligger.

Forslag?

Sjovt. Inden for netop luftfart betyder PNR Point of No Return. Suk.

Fulgsang.

Tak for svar, Stefan Fulgsang.

Ja, det er min egen - indrømmet, lidt indforstående og selvfølgelig provokatoriske - observation gennem nogle år af, at der er en gruppe indflydelsesrige forskere i toppen af forskerhierarkiet, som stadig oftere formår at sætte dagsordenen ift., hvad der kan tillades af privatlivsbrud, hvis bare det kaldes "forskning". Meget ofte er der tale om enten private samarbejder med industrien, såkaldte "konsortier", forskellige "innovationsprojekter" med profit for øje, eller offentligt-private samarbejder, hvor forskerne så får udstrakt adgang til meget private oplysninger, som borgerne ikke ved noget om bliver delt med forskningen, og hvor de ikke får mulighed for at at sige fra.

Disse forskere bruger enhver given lejlighed til - via debatindlæg, konferencer, indflydelsesrige råd og udvalg osv. - at propagandere for afskaffelse af retten til privatliv. Og de har tætte og magtfulde forbindelser til magtfulde embedsfolk og politikere.

Jeg anser det som forbrydelser mod andre menneskers menneskerettigheder at propagandere for afskaffelse af retten til privatliv - og derudover en fare for demokratiet.

Det er muligt, at nogle af dem selv opfatter deres motiver som idealistiske - men det ændrer ikke ved, at de dag for dag rykker barren væk fra demokrati og menneskerrettigheder, og mere og mere i retning af et totalitært digitalitur. Og da det typisk er en forholdsvis lille gruppe gennemgående figurer, med særdeles tætte forbindelsr til industrien, som taler på forskerstandens vegne (jeg ved ikke, om alle forskere længere ned i pyramiden er enige med dem - men forskere generelt nyder godt af undermineringen af retten til privatliv, og det er ikke så tit, at nogen tør råbe op, hvis de er uenige i linjen, for de fleste af dem er ad omveje finansieret af industrien via forskellige fonde og samarbejder), så vælger jeg for det illustratives skyld at kalde dem en "mafia". De har i hvert fald stor magt, og meget af deres indflydelse foregår under radaren. De er ikke lette at hamle op med, og de undslår sig ikke selv for med jævne mellemrum at kalde forsvarere af retten til privatliv og demokrati for "egoister", som f.eks. ikke bør have ret til behandling.

Jeg mener ikke, at min "idé" er urealistisk, og det ville slet ikke undre mig, om der allerede er sådan forskning i gang. Men jeg burde selvfølgelig have husket lige at skrive "ironi kan forekomme", for jeg synes selvfølgelig ikke, at det er en god idé - bare nærliggende.

@Anne-Marie: du har ofte relevante spørgmål til datasikkerhed mm. , men i dette indslag synes jeg du skyder på nogen uden grund - så vidt jeg kan se. Hvad er "Forskermafiaen"?

Masseovervågning er efterhånden blevet et anerkendelsesværdigt formål i sig selv.

(Mon ikke også forskere kan kigge med? Det er vel i høj grad et relevant og anerkendelsesværdigt formål f.eks. at forske i, om mange rejser sydpå afspejler sig i bedre helbred (vi ser lige bort fra sociale faktorer - men lidt flittig samkøring med andre data kan nok rette op på den fejlkilde)? Den viden kan jo f.eks. bruges til et vækstfremstød for rejsebanchen - og dermed smide megen god sponsering af sig og partistøttekroner af sig? Hermed er ideen givet videre, såfremt lige denne dataindsamling skulle have undgået forskermafiaens opmærksomhed indtil nu)