Politi-it: ID-svindlere og andre kriminelle jagtes med ansigtsgenkendelse og algoritmer

Illustration: Dansk Supermarked
I Norge kan billeder optaget af politiet snart sammenlignes med billeder fra private overvågningskameraer til brug for efterforskning.

Det norske politi er begyndt at anvende ansigtsgenkendelse til brug for tjek af pas og id-kort, samt i indvandringssager og straffesager. Det sker i Kripos, som er det norske politis kompetencecenter for biometri.

Det fortæller Version2s norske søstermedie, Digi.no, i en artikel om politiets erfaringer med ansigtsgenkendelse i Norge. Etaten arbejder med relativt nyt it-system med automatiseret ansigtsgenkendelse, ABIS (Automated Biometric Information System).

Det norske politi har hjemmel til at optage fingeraftryk og billeder, fx under en anholdelse eller i en forhørssituation, hvor en borger er under mistanke. Med den nye ansigtsgenkendelsesteknologi kan ansigtsfotoet sammenlignes med politiets eksisterende billedregister ved hjælp af en algoritme.

Algoritmerne svarer med en liste med cirka 25 hits, hvor sammenfaldet er størst, hvorefter det gennemgås manuelt af to sagsbehandlere.

»Man bliver ikke dømt i Norge, fordi ansigtsgenkendelsesystemet giver et hit, der er ugunstigt for dig. I disse tilfælde skal eksperterne vurdere billederne og foretage en sammenligning af ansigtet,« siger Frøy Løvåsdal, der er seniorrådgiver i politidirektoratet til digi.no.

Med andre ord kan teknologien være et vigtigt element, men den står ikke alene.

»I lande med dårlig retssikkerhed, kan teknologien klart være en trussel,« tilføjer Frøy Løvåsdal.

Skal fange falske pas

Teknologien anvendes også til 1:1 sammenligning med billeder, som tages i forbindelse med, at man søger om nyt pas. Det nye pasbillede sammenlignes med det, som blev taget sidste gang en borger søgte om pas eller ID-kort.

Desuden vil man gennemføre 1:N - en til mange - søgninger. Det vil sige, at et nyt billede sammenlignes med billeder af andre pas/ID-kort indehavere, som er registreret i databasen for at sikre at et ansigt ikke registreres på en andens navn. Begge metoder skal gøre det vanskeligere at få udstedt et norsk pas og ID-kort med falsk identitet.

Eksperter foretager manuel kontrol

En udfordring ved ansigtsbiometri er, at ansigtet - i modsætning til fingeraftryk - ændrer sig i løbet af livet, og desuden er billedkvaliteten afgørende.

I Norge forsøger man at løse dette problem med et eksperthold, der skal evaluere tvivlsspørgsmål ved at sammenligne billeder manuelt, i form af såkaldt morfologisk analyse. Seks fagfolk har fået uddannelse fra internationale eksperter i blandt andet anatomi, billedanalyse og kognitiv psykologi .

»Vi er ikke fingeraftryks-eksperter, selvom vi er født med ti fingre. Og selvom mange måske tror det, er vi heller ikke så gode til at sammenligne ansigter. Derfor er det vigtig at styrke vores kompetence,« siger Frøy Løvåsdal fra politidirektoratet.

Blandt de vigtige kompetencer er, at man ikke må stole stole blindt på algoritmer.

Algoritmerne bliver bedre, men de kan ikke erstatte mennesker, siger Berit Lima, Kripos Forensic Department Section Manager.

Private overvågningsbilleder skal også indgå

Politiets ABIS-system får snart ny funktionalitet, som kan kode billeder fra private overvågningskameraer. Disse billeder kan dermed også sammenkøres med politiets billedregister eller op imod andre overvågningsbilleder. På denne måde vil databasen vokse og blive mere funktionel over tid, fortæller politiet.

Berit Lima i Kripos understreger, at overvågningsbilleder kun vil blive kodet og anvendt i forbindelse med straffesager og op imod overvågningsbilleder og politiets billedregister.

Samtidig understreger man, at billederne ikke vil blive delt med tredjeparter, ej heller med andre lande eller andre aktører.

Lufthavnen i Oslo, Gardermoen, er et eksempel på en lokation, hvor der er etableret en anden form for biometrisk kontrol. Lufthavnen har automatiseret grænsekontrol, hvor de rejsendes ansigter sammenlignes med billedet i passet.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize