Plug-and-play ERP og CRM stormer frem – men er det lykken?

ANALYSE. Der er en stor teknologisk forandring i gang bag de forretningsapplikationer, som bl.a. kan holde styr på HR, leverandører, finans og logistik i industrien – fra specialiseret til standard og fra egen hardware til cloud.

Ingen virksomhed, stor som lille, kan ignorere de fordele, der er ved at flytte sin forretningssoftware over i skyen. Adgang til større lagerkapacitet, mere computerkraft og bedre sikkerhedssystemer, end man typisk selv har råd til – samt adgang til leverandørens specialviden – er de klassiske argumenter for at gå i skyen.

Samtidig døjer mange virksomheder efter år med smalhals og krise med en slags ’teknisk gæld’, hvor man har droppet egentlige udskiftninger eller nyindkøb, og derfor er både servere og applikationer stadigt tungere at holde kørende.

Der venter en stor investering i ny hardware eller opgradering eller patching af applikationer som ERP, CRM, EAM og HCM.

Begge forhold – bedre teknisk performance, besparelser på vedligehold og it-driftsansatte – gør, at et stigende antal både små og store virksomheder går i skyen. ’Stop the upgrade roundabout’, lyder mantraet.

En anden og måske knap så omtalt gevinst ved at gå i skyen er, at mange virksomheder i dag langtfra ønsker at huse alle forretningsfunktioner selv, men vil koncentrere sig om nogle få kernefunktioner og outsourcer f.eks. produktion, betalingshåndtering, varelager og logistik/transport. Her er cloud ofte nødvendigt, for at det kan lade sig gøre.

Det er nemlig nødvendigt at have adgang til de mange samarbejdspartneres og underleverandørers data for at kunne optimere produktion - og det betyder, at cloudløsningen så at sige bliver et must.

Et eksempel er verdens største producent af bygge- og anlægsmaskiner, amerikanske Caterpillar, som sælger trucks med en kapacitet på flere hundreder ton materiale.

Her anvender man ERP til at styre hele forretningskæden med data om leveringsstatus fra underleverandører af maskindele til planlægning af primær samling af maskinerne på egne fabrikker, data om transportsituationen og endelig data om sekundær teknisk tilpasning på byggepladserne.

Caterpillars optimering af supply chain med et cloudbaseret ERP-system har sikret, at man har fået langt mere styr på status fra underleverandører og transportører. Det har i snit givet seks dages besparelse på produktions- og transporttid pr. enhed, hvilket angiveligt har ført til flere milliarder ekstra på bundlinjen.

Etablering af it-support på få uger kræver cloud

Et andet eksempel er hollandske Boskalis, specialist i havuddybning og medlem af det konsortium, der stod for udbygningen af den for nyligt åbnede større Suez-kanal. Boskalis skulle skabe en 2.000 mand stor arbejdsstyrke på to uger, efter at firmaet vandt udbuddet.

Denne rekordhurtige rekruttering skulle foregå globalt pga. behovet for specialister og var kun muligt med et avanceret cloudbaseret HR-system, der kørte realtime-data fra en række underleverandører af arbejdskraft.

Et andet argument for en cloudløsning hos Boskalis handler om den fysiske etablering af sitet i Egypten.

Etablering af it-support til så stor en arbejdsstyrke på så kort tid ville i praksis være umulig med en traditionel it-afdeling med egen hardware. Med en cloudløsning fik de ansatte så godt som øjeblikkeligt adgang til forretningsapplikationer og andre it-redskaber.

Flere spørgsmål rejser sig imidlertid i valget af leverandør af forretningsapplikationer.

Tilpasning eller standard. I dag er erhvervslivets grene så specialiserede – tænk bare på sundhedsvæsnet sammenlignet med transportfirmaer eller fødevareproducenter – og behovene dermed så individuelle, at standardapplikationer til styring af supply chain og human ressource måske virker som et umuligt valg. Spørgsmålet er, om det stadig er en gyldig sandhed.

Det strategiske valg, som man må tage, er, om man går til en leverandør af forretningsapplikationer, som tilbyder en høj grad af viden om enkeltindustrier og høj modificering/tilpasning af applikationerne, så man opnår en meget præcis understøttelse af den enkelte kundes behov og forretning.

Eller om man går til andre – typisk nyere – leverandører på markedet, som undgår den dyre og tidskrævende tilpasning, men som leverer totalt set billigere applikationer, fordi de er standardiseret til en hel industrigren, men altså ikke en enkeltstående kunde som sådan.

Et fokus på 14 forskellige standardvertikaler – samt et ukendt antal mikrovertikaler for at sikre fokus på den enkelte underindustri – er, hvad ’opkomlingen’ af forretningsapplikationer, Infor, slog sig op på under sin årlige kunde- og partnerkonference i Paris, som Version2 besøgte tirsdag.

Selskabets CEO, Charles Philips – som har en fortid som co-president hos Oracle – havde som et hovedargument på dagens key note, at det at udvikle ikke-tilpassede, men alligevel til en vis grad specialiserede applikationer til industrien giver Infor-produkterne en billigere Total Cost of Ownership end konkurrenterne, som særligt tæller tyske SAP samt amerikanske Oracle og Microsoft, som er kendt for specifik modificering.

Infor er med denne strategi på blot fem år vokset i et imponerende tempo til at blive verdens tredjestørste leverandør af ERP og andre forretningsapplikationer samt middleware-løsninger med mere end 10.000 ansatte, 75.000 kunder og en omsætning på over 20 mia. kroner. Langt ind i giganterne – SAP, Oracle og Microsoft – har man øje for succesen med at gå bort fra modificering.

I en tid, hvor den enkelte CIO i stigende grad bliver mødt med krav om at levere værdi til virksomheden – og ikke alene være et omkostningscenter – så er det jo ikke tosset at kunne smide testimonials fra f.eks. Caterpillar på bordet, som angiveligt sparer op til milliarder på et cloudbaseret og billigere ERP-system.

Og det kan også være et godt HR-argument for at få det evindelige vedligehold af egne ERP-applikationer ud af ens ansvarsfære og lade en af de store leverandører overtage. For hvordan skal man argumentere for at opretholde en it-kompetence, som kun benyttes periodevis – altså under opgraderinger?

Infor er med sine mere standardiserede tilbud i gang med at overtage kunder fra giganterne som SAP og desuden få high-end brand-kunder i folden, hvis brands klinger godt på kundeoversigten: Siemens Healthcare, Ferrari, Liebherr, Rolex og Rolls-Royce. Det benytter man sig naturligvis af til overflod på et stort kunde- og presse-event i byernes by, Paris.

Spørgsmålet er, hvor længe Infor kan bevare sin first mover-fordel – konkurrerende leverandører er i fuld gang med at følge trop med mere standard, mindre tidskrævende og dyr tilpasning samt fokus på mindre kunder.

Værd at bemærke er det også, at Infors standardløsninger kræver en vis såkaldt konfiguration, så der kun er adgang til de features, som er nødvendige for den enkelte forretning.

Spørgsmålet er, om denne konfiguration med tiden kan gå hen og blive ganske tidskrævende. Business Intelligence-modulet er også individuelt, men dog bygget på prædefinerede standarder.

Overforsyning. En anden udfordring ved løsningerne fra de tre-fire store udbydere er, om nye og mindre ERP-kunder bliver overforsynet med features – det var essensen i et kritisk spørgsmål fra analysevirksomheden IDC.

More features doesn’t always means better. Her er det vigtigt at undersøge, hvor åbne snitflader (API’er) der stilles til rådighed fra middleware og dataproducerende applikationer, således at man både kan integrere til eksisterende applikationer – og altså undgå indkøb af ny it, hvis det gamle endnu ikke er afskrevet – også til konkurrerende applikationer, så man kan vælge ud fra behov og ikke ud fra tvang.

Endelig er det også i forhold til en overforsyningsproblematik vigtigt at overveje, om der er et match mellem leverandørens størrelse og it-ambition og ens egen.

Country Manager for Infor i Danmark Søren Pedersen taler for, at under 75 brugere typisk vil være for småt til Infor-løsninger. Men han erkender også, at ikke kun størrelsen, men også historikken i Danmark har skabt et helt særegent marked.

Vores Navision-fortid har gjort, at mange virksomheder har en historisk tilknytning til deres meget modificerede Microsoft-løsningerne NAV og Ax – og derfor vælger mange alene at opgradere dem.

Oplagt er det, at er man først inde i folden hos en bestemt leverandør, skal der en særlig årsag til at skifte til en anden eller flere leverandører og samtidig stå på mål for en velfungerende dataintegration på tværs af databaser og platforme.

En beslutning om ERP- og forretningsapplikationer rækker mange år ud i fremtiden. En mere visionær tilgang ville derfor være at bruge tid på at undersøge alternativer – også de gratis og open source-baserede.

Open source-baserede forretningsapplikationer er billigere eller endog gratis – men man er ofte i højere grad selv ansvarlig for tilpasning og vedligehold. Alternativt kan man vælge en hosted webbaseret version fra f.eks. Odoo, ERPNext, Opentaps eller Dolibarr.

Et andet alternativ er at bygge videre på en php-baseret ERP-applikation – hvilket i sagens natur kræver noget inhouse-kompetence i applikationsudvikling.

Uddannelse
I valget af en eller flere nye forretningsapplikationer er uddannelsesaspektet afgørende. It-cheferne går nye generationer i møde, som via deres iPad-opvækst er vant til at kunne benytte applikationer og programmer på en intuitiv måde efter 15 sekunder eller maksimalt et minut eller to.

Derfor er store blue print-implementeringer med årelange indkørselstider i stigende grad en saga blot. De store it-leverandører afsætter således også store ressourcer på uddannelsessiden, så oplæringen kan være så kort og effektiv som mulig. Fra tre timer for de mest simple indberetninger eller ordrestyring til måske 9-12 måneder for tungere discipliner.

Sikkerhed.
Et sidste opmærksomhedspunkt er sikkerhedsspørgsmålet. Efter Safe Harbour-dommen tillader EU ikke længere dataoverførsel til amerikanske datacenterudbydere, som de fleste applikationsudbydere benytter sig af. Data skal foreløbig gemmes i EU – men alle leverandører på markedet bedyrer, at de forsyner sig af lokale datacentre, og at vores data således ikke krydser Atlanten.

Version2s var inviteret på pressetur til Paris af Infor.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere
IT Company Rank
maximize minimize