Der er rigtig lang vej fra de 165 indsamlede til de 20.000 krævede underskrifter. Derfor bliver der ikke mulighed for at sætte kryds ved Piratpartiet på stemmesedlen til folketingsvalget 15. september.
»Det er rigtigt, at vi ikke har nok underskrifter til at stille op, og det er også højst tvivlsomt, om vi får det,« siger næstformand i Piratpartiet Jeppe Winther til Version2.
Piratpartiet er det eneste politiske parti i Danmark, der har it-politik placeret øverst på dagsordenen. Og det ærgrer næstformand Jeppe Winther, at hans mærkesager ikke ligger højere på de øvrige partiers dagsorden, når Piratpartiet ikke får mulighed for at bringe sagerne op i Folketinget efter valget.
»Nu må vi kigge på de andre politikere og se, om der er enkeltpolitikere, der kan repræsentere vores holdninger,« siger Jeppe Winther.
Har du nogen bestemte i kikkerten?
»Ikke nogen, jeg vil nævne ved navn, nej.«
Hvad er det vigtigste, Piratpartiet ønsker?
»Vi vil forsøge at beholde internettet frit. Det skal være et et medie for fri og privat information på linje med andre medier, men lige nu er det truet lige nu og under pres fra mange sider. Under dække af trusler om pædofili og terrorisme skærer politikerne ned på vores rettigheder, og det vil vi gerne have ændret,« siger Jeppe Winther til Version2.