»Vi er pilotkommune, så der er ingen vej tilbage for os. Men jeg synes, det virker meget, meget ufærdigt.«
Sådan beskriver Jonas Hauge Klingenberg oplevelsen af at være pilot-bruger af Aula.
Til daglig arbejder han med netværk og sikkerhed, og derudover er han forælder til børn på Vallensbæk Skole. Derfor har han været pilotbruger på Aula, siden sommerferien sluttede i starten af august, for at kvalitetssikre det endelige produkt inden den brede lancering d. 21. oktober i uge 43.
Han fortæller om en brugeroplevelse fyldt med designfejl og mangler, og som eksempel fremhæver han den daglige kommunikation mellem lærere og forældre. Blandt andet derfor opfordrer Jonas Hauge Klingenberg til, at man udskyder onboardingen over hele landet, ligesom otte kommuner allerede har valgt at gøre det.
»Ønsket er jo, at Aula skal være en platform, hvor folk kan kommunikere nemt, og at det skal være flydende. Og det kommer ikke til at ske i Aulas nuværende form,« siger han.
Dette er en forkortet version af en artikel bragt hos DigiTech. I den oprindelige artikel kan du blandt andet læse, hvordan én af de store udfordringerne med systemet er mængden af irrelevante notifikationer, hvis man ikke vil misse relevant information for sit eget barn.