PHP-oversætter giver igen Facebook voldsomme performance-forbedringer

Facebooks open source-værktøj Hiphop, som omdanner PHP til C++, giver hele tiden bedre performance. Det seneste halve år har Facebook igen næsten fordoblet hastigheden på PHP-koden.

PHP er nemt at skrive og vedligeholde, mens C++ kører hurtigere på serverne.

Derfor har Facebook udviklet værktøjet Hiphop for PHP, som omdanner den enorme mængde PHP-kode, der driver Facebook-siden, til C++, der så bliver kompileret til lynhurtig maskinkode.

Og faktisk bliver Facebook ved med at hive nye hastighedsforbedringer ud af det setup, skriver The Register.

I første hug fik Facebook halveret presset på firmaets webservere med Hiphop, da det blev indført i februar 2010. Efter et halvt års optimeringer kom PHP-koden yderligere 80 procent op i fart, og det seneste halve år har så igen budt på forbedringer, denne gang på 70 procent.

Da Facebook modsat Google har valgt at gøre firmaets centrale software-tricks til open source, er forbedringerne i Hiphop sket i samarbejde mellem Facebooks teknikere og open source-miljøet omkring Hiphop.

Læs også: Så er det officielt: Facebook forvandler PHP til C++ med Hiphop

Facebook havde i februar 2010 over 400 milliarder PHP-baserede sidevisninger om måneden, et tal der kun er steget siden hen, og enhver lille forbedring i ydelsen kan derfor betyde store besparelser på hardware til firmaets datacentre.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jacob Christian Munch-Andersen

Tænk hvis folk bare stoppede med at programmere i dynamiske clusterfuck sprog, så ville vi ikke have brug for ovenud komplicere compilere for at opnå den der forholdsvis dårlige (men stadigvæk meget bedre end udgangspunktet) hastighed, som man kan opnå ved at begive sig ud i den infame opgave det er at forsøge at kompilere et dynamisk sprog.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere