PHP får egen stiftelse
En ny non-profit stiftelse skal sikre et langt og givtigt liv for websproget PHP.
Målt på antal websites står PHP for 79 procent af teknologierne bag de ti millioner mest besøgte websites i verden, ifølge firmaet W3techs.
Bag den nye stiftelse står en række virksomheder, såsom Zend, der har været en stor spiller i miljøet omkring sproget i mange år, samt værktøjsfirmaet Jetbrains.
Det skriver marketingschef Roman Pronskiy fra Jetbrains i et blogindlæg.
Til at starte med vil en midlertidig ledelse tage tøjlerne i den nye organisation. Den inkluderer PHP's opfinder, dansk-canadiske Rasmus Lerdorf, samt kerneudvikleren Nikita Popov.
Sidstnævnte har æren for at være den nye stiftelses eksistensberettigelse. Han har arbejdet på PHP siden gymnasietiden tilbage i 2011 og til i dag, senest i regi af Jetbrains. Udover PHP er Nikita Popov bidragyder til sproget Rust og compiler-værktøjskassen LLVM, og det er der, han vil lægge sine kræfter i fremtiden.
»At miste en af de vigtigste bidragydere til PHP er et slag for miljøet, fordi han er bærer af en masse viden og ekspertise. Det sætter det sprog, der driver 78 procent af internettet i en skrøbelig position. For ikke at nævne en overvældende byrde for vedligeholderen, som desværre ofte fører til, at folk brænder ud i open source-verdenen,« skriver Roman Pronskiy i blogindlægget.
Han forsætter:
»Vi gik temmelig afslappet rundt og tænkte, at problemet ikke var kritisk. Men Nikitas beslutning tvang os til at intensivere vores arbejde med stiftelsen.«
Tilmeld dig V2 Security 2022 | Danmarks største messe om cybersikkerhed

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.